En annonce på 200 millimeter til en pris på 1 kr. pr. millimeter. Så billigt kan man få annoncer i JP Århus på udvalgte rubrik-markeder. Og så kan de endda blive endnu billigere. Hvis man køber 24 indrykninger, skal man kun betale for de 20. Hertil kommer, at tegnestuearbejde/opsætning foretages uden beregning.
Kopi af tilbuddet cirkulerer, men det volder ikke annoncedirektør Torsten Bjerre Rasmussen problemer. Han bekræfter, at der sælges annoncer til de priser.
– Der er meget hård konkurrence på det århusianske rubrik-marked, og det var der også, før MetroXpress kom på markedet. Et af de tilbud, der cirkulerer, er inden for området Undervisning/uddannelse, og det er et af de billigste, fordi det er et nyt marked og derfor skal bygges op, siger Torsten Bjerre Rasmussen.
Hos MetroXpress undrer direktør Svenn Dam sig over priserne.
– 83 øre inclusive tegnestue-arbejde forekommer at være overordentligt billigt, så vi har tænkt os at rette henvendelse til Konkurrencestyrelsen, siger Svenn Dam.
Torsten Bjerre Rasmussen er dog fortrøstningsfuld.
– Priserne er over vores produktionsomkostninger, og vi har da også fået vurderet dem, siger Torsten Bjerre Rasmussen og skyder tilbage på MetroXpress:
– Jeg synes, det er grotesk, at de prøver at spille lillebror, når de har en milliard-koncern i baghånden.