Konstant fokus på indtjeningen og en betydelig intern åbenhed omkring økonomien i de enkelte projekter.
Det er nogle af de årsager, Bo Møller – adm. direktør og ejer af det digitale bureau HTML24 – peger på, når man spørger ham, hvorfor den unge virksomhed er god til at tjene penge.
– Vi har altid fokus på at have en fornuftig indtjening på de projekter, vi takker ja til at arbejde med. Man vil derfor aldrig opleve, at vi accepterer at løse en opgave for at få en særlig prominent kunde på vores referenceliste. Tværtimod. Er det ikke en fair deal for begge parter, bakker vi pænt men bestemt ud. Når vi skaber værdi for vores kunder, og det gør vi, så vil vi også honoreres for det, siger han.
Og det er ikke kun i forhold til kunderne, der tænkes indtjening hos HTML24: Man opererer i tilgift med et system, hvor alle medarbejdere hele tiden kan følge med i forskellige nøgletal for de enkelte kunder. Det gælder både, hvad der er sendt af fakturaer og hvilke udgifter, der er i virksomheden.
– Det giver en fælles referenceramme for at forstå de beslutninger, vi træffer i virksomheden. Denne form for medarbejderinvolvering er en betydelig årsag til, at vi har så god en overskudsgrad, som vi har. Og vi i har flere gange valgt at gå på kompromis med indtjeningen på kort sigt for at skabe bedre arbejdsvilkår og dermed bedre indtjening på langt sigt, siger Bo Møller.
Vi siger også nej tak
At det går godt i HTML24 vidner regnskaberne om. Og selv om 2014-udgaven ikke er offentliggjort endnu, vil Bo Møller godt afsløre, at man forventer en omsætningsfremgang på over 30 procent – på trods af, at firmaet af egen drift har valgt at sige farvel til et par større kunder i løbet af året.
Fyrer I jeres kunder…?
– Altså, jeg vil sige, at der især er to situationer, der kan få os til at trække os fra et projekt. Den ene er, hvis vi ikke mener, at kundens idé vil give skabe den værdi, som kunden forventer. Den anden, hvis vores medarbejdere ikke bliver behandlet ordentligt. Vi har et par gange oplevet, at en kunde har talt grimt til en af vores juniormedarbejdere. Når det sker, tager vi lige en snak med kunden før projektopstart eller efter projektets afslutning om, at de nok får mere ud af at samarbejde med nogle andre. Vores medarbejdere udgør en konkurrencefordel for os og derfor skal de også behandles ordentligt, siger Bo Møller, der tidligere på året blev udnævnt af Berlingske til at være en af Top 100 unge talenter i Danmark.
HTML24 leverer kode til et udvalg af danske og internationale bureauer samt direkte kunder. Blandt disse er Telia, Folketinget og DONG Energy.