Det mobile internets fremgang får nu forlaget Gyldendal til at lancere Danmarks første boghandel på mobilen. Det sker i samarbejde med TDC.
– Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde vores kunder at købe bøger via deres mobiltelefon. Vi er overbevist om, at det vil tiltrække endnu flere kunder, at bogkøb bliver endnu mere tilgængeligt. Vi har taget de optimale søgefunktioner med fra vores internetbutik, og man får med denne løsning en boghandel med fuldt sortiment, siger Tine Weppler, administrerende direktør for det nye forretningsområde i Gyldendal, i en pressemeddelelse.
Medlemmerne af Gyldendals bogklubber i flere år har brugt mobilen til bl.a. bestillinger, og det er den viden sammen med forlagets erfaringer med salg af bøger online, der er gjort brug af i den nye mobilboghandel.
Så har man en mobiltelefon, der kan gå på nettet – og et abonnement hos TDC eller Telmore – kan man altså fremover bestille sine bøger via mobilen. Og køber man for under 225 kroner, er det også muligt at betale via den næste mobilregning.
– Der sælges bøger for mere end fire milliarder kroner årligt i Danmark, og det er efterhånden mere almindeligt at have en mobiltelefon end småpenge på sig. Samtidig er mobilhandel på kraftig fremmarch herhjemme, så derfor har vi en klar forventning om, at eksisterende og nye kunder vil tage mobilboghandlen til sig, og at vi over tid kan nå vores mål om at flytte 15 procent af salget af bøger over til mobilen, siger Tine Weppler.
Ikke bare en telefon
For TDC ligger samarbejdet med Gyldendal i naturlig forlængelse af, at det inden for det seneste år er blevet muligt at betale for en lang række varer og tjenesteydelser via mobiltelefonen.
En udvikling TDC har været hoveddrivkraften bag på det danske telemarked. 
– I dag er en mobiltelefon meget andet end noget, man taler i. Den er blevet et mobilt indholdssupermarked, hvor du kan købe tog- og busbilletter, betale for en flaske kildevand i en automat, høre musik, se video eller tv og meget mere. Muligheden for at købe bøger via mobilen er endnu en spændende ny mulighed for kunderne, siger Morten Hother Sørensen, der er chef for nye forretningsområder i TDC.
Den nye boghandel findes via TDC’s mobilportal Fly eller på adressen mobil.g.dk.