Det 2 år gamle reklamebureau Lydeking.Stockholm arbejder med integreret kommunikation, og vælger nu at åbne en afdeling af bureauet i Danmark. Lotte Lydeking Johansson, står sammen med to partnere bag bureauet, og hun lægger ikke skjul på, at bureauet går efter de små og mellemstore danske virksomheder.
– Vi er meget længere fremme i Sverige, når det handler om at arbejde med integrerede kommunikationsløsninger. Det er stadig lidt fy fy i Danmark, mens de mindre Gazelle virksomheder i virkeligheden har behov for integreret kommunikation – det er nemlig virksomheder, der pludselig opstår, de vokser meget hurtigt og har ikke tid til at vente på de lange strategiske løsninger. De er også sjove at arbejde for, fordi man her får lov til at gå meget længere, end man gør for de store virksomheder og koncerner.
Lotte Lydeking Johansson er selv dansk, men har boet og arbejdet i Sverige de sidste 12 år, hvilket gør, at hun kender og forstår de kulturforskelle, der er mellem de to nabolande.
– Som svensk bureau, kan man ikke bare åbne en afdeling i Danmark. Der findes større kulturforskelle, end man umiddelbart skulle tro, derfor er det også utroligt vigtigt, at man forstår forskellene og kan arbejde ud fra dem, siger Lotte Lydeking Johansson og tilføjer, at flere og flere stockholmske bureauer overvejer at åbne en afdeling i Øresundsregionen, på den danske side, for at få del i det nye marked, men også fordi Stockholm bliver mere og mere isoleret.
– Når man sidder i Stockholm, kan man godt føle sig langt fra Europa. Mange svenskere ser København som “broen til Europa“, samtidig med at den nye region, der er opstået efter broen er kommet, er et utroligt spændende marked. Det er her tingene vil ske, og jeg tror at Sverige vil blive affolket nordfra, vurderer Lotte Lydeking Johansson.
LYDEKING.COPENHAGEN
Lydeking.Stockholm vil i Danmark få navnet Lydeking.Copenhagen, og kan udover integreret kommunikation tilbyde webbaserede løsninger og nytænkning indenfor kreativitet.
– Sverige er længere fremme, når det handler om Internettet. Men også på kreativitet, hvor jeg mener at Danmark står lidt i stampe. Der er ikke sket så meget med reklamen længe. De fleste annoncer ser enormt ens ud og mange budskaber er korsigtede og bygger mest på, at man skal få sig et hurtigt grin. I Sverige forsøger man mere at bygge en langsigtet og ens profil for virksomhederne op, en profil som skiller sig ud fra markedet. Trenden er også, at man fokuserer mere på at lave kampagner og budskaber som holder længere og som er mere udviklende, blandt andet gennem de emotionelle vurderinger som virksomhederne deler med deres kunder, siger Lotte Lydeking Johansson.
Lydeking.Copenhagen åbner op i løbet af november måned. Lige nu er Lotte Lydeking Johansson på udkig efter danske medarbejdere, der i starten skal arbejde sammen med svenskere fra bureauet i Stockholm.
– De svenske medarbejdere vil langsomt trække sig, efterhånden som vores bureau-kultur er blevet en del af den danske afdeling. Vi vil starte med en medarbejderstab på 8-10 personer, som både skal arbejde på deres egne projekter, men også på vores eksisterende kunder, der ønsker at integrere sig i regionen, bl.a. for Alfred Berg, som vi allerede arbejder for i København.
– Jeg tror det er vigtigt at flytte med sine kunder, og mange af dem ønsker altså at integrere sig i Øresundsregionen. Vi kunne selvfølgelig også havde valgt et bureausamarbejde med et dansk bureau, eller at opkøbe. Men vi har valgt at udvide vores egne aktiviteter, netop fordi vi er et integreret bureau, der kan tilbyde nogle ydelser, som vi ikke har kunnet finde på den anden side af broen, siger Lotte Lydeking Johansson.