Det startede i Jylland. Men nu spreder det sig med stor hast til hele landet, og især til Sjælland. Arbejdsløsheden er steget med 75.600 fuldtidspersoner, siden den nåede ned på et historisk lavpunkt i sommeren 2008. Dengang var kun 45.800 personer herhjemme registreret som ledige. Nu er tallet efter den seneste lille stigning i december sidste år oppe på 121.400. Men i modsætning til før er det nu især på Sjælland, at mange mister jobbet. Det viser en analyse, som er udarbejdet af økonom Frederik I. Pedersen fra AE-rådet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Hele 11 af de 20 kommuner, som har oplevet den største stigning i ledigheden over det sidste halvandet år, er nu sjællandske, fremgår det.
– Der er en klar tendens til, at arbejdsløsheden nu stiger i Københavnsområdet. I starten af krisen var det ellers Jylland, at der især blev ramt af stigende ledighed. Så den dårlige udvikling har spredt sig til hele landet. Igen går fri længere, siger Frederik I. Pedersen.
Mindst hærger ledigheden dog fortsat i Nordsjælland. Både Allerød, Egedal, Lyngby-Taarbæk og Hørsholm er således nede på at have under 2,5 procent ledige i procent af arbejdsstyrken. Det er en så lav ledighed, at det normalt kaldes for fuld beskæftigelse, eftersom der altid er lidt arbejdsløshed i forbindelse med jobskifte, sæsonudsving, hjemsender i de store byggefag når vejret er dårligt og lignende.
Berlingske Business side 7.