Hvis apps-specialisterne Nodes er til stede og har fremgang med udviklingen af mobile applikationer i London – og naturligvis i København – hvorfor så åbne et kontor i Aarhus?

– Vi ser et stort potentiale i det jyske marked. Vi oplever at flere af de jyske industrikoncerner søger vores ydelser, siger Andreas Rasmussen, managing partner i Nodes.

– De vil gerne udforske området, da de har indset, hvad apps kan gøre for procesoptimering og styring. Samtidig vil vi gerne være tæt på vores eksisterende jyske kunder, da det giver det bedste resultat. Derfor er Aarhus er et oplagt sted for os at åbne vores tredje kontor.


Generelt går det godt for den ambitiøse virksomhed, der siden 2014 har oplevet en kraftig vækst på over 100 pct. i både omsætning og antal medarbejdere. Samtidig er flere højt profilerede virksomheder kommet på kundelisten, heriblandt Børsen og E-boks samt en række finansielle virksomheder og den internationale luftfartsorganisation IATA, der operer ud af London.

– Vi har en ambitiøs vækstplan, og den planlægger vi at indfri blandt andet ved at vokse kraftigt i Aarhus. Lige nu er vi i alt 65 designere, UX’ere, udviklere og projektledere fordelt på kontorer i London og København, og inden 2017 er målet at få ansat yderligere 6 personer til kontoret i Aarhus, fortsætter Andreas Rasmussen.      

Et godt lokalt netværk

Direktøren for kontoret i Aarhus er den digitalt erfarne Mathias Funder. Han kommer fra en stilling som Client Director med digitalt fokus hos MEC, og har tidligere været ansat hos blandt andet eBay, Just Eat og LEGO. 


Begrundelsen for det valg er:

– Vi gik efter en person med en stærk digital forståelse, et relevant lokalt netværk og ikke mindst evnen til at forstå vores kunders udfordringer og omsætte dem i en digital forretningsmæssig kontekst.

– Vi har i en længere periode haft en god dialog med Mathias, og derfor er vi rigtig glade for, at det er ham, der skal udbrede Nodes i det jyske, slutter Andreas Rasmussen.

Den nyudnævnte direktør ser naturligvis frem til de nye udfordringer.

– Jeg glæder mig til at være en del af det team, der skal indfri Nodes vækstplaner, og ikke mindst til at hjælpe kunderne med at skabe værdi gennem brugen af apps i deres forretning, mener Mathias Funder.