Singleturisterne er en af nyhederne i Wonderful Copenhagens markedsføringskampagner for København, der præsenteres for hovedstadsregionens turisterhverv og kulturliv i denne uge. De mange lavprisruter og et samarbejde med SAS betyder, at der kommer fokus på mange flere markeder end hidtil. Flere end 100 kampagner skal få flere storbyturister til hovedstaden, der de seneste ti år har oplevet flot vækst i turismen.
En række nye markeder er i fokus, når Wonderful Copenhagen og VisitDenmark inviterer til kampagne kick-off 2007 på Base Camp torsdag den 7. september. For byens hoteller, transportører, museer og begivenhedsarrangører er der flere kampagner end nogensinde før at vælge imellem, hvis de vil ses og høres udenfor Valby Bakke. I de senere år er især interessen for kampagner for København som destination for storbyferie steget, og i 2007 lægger Wonderful Copenhagen op til at markedsføre de såkaldte citybreaks på 12 markeder.
De fleste storbyturister planlægger selv deres ferie og rejser individuelt i stedet for i grupper. Og rejser man individuelt og samtidig alene har man ikke direkte adgang til et fællesskab, når man er i København. Det må man selv opsøge. Derfor vil Wonderful Copenhagen gøre det nemt for single-turisterne at blive en del af et fællesskab.
– Storbyturister, der rejser alene kan nu få samme fordele som de, der rejser i grupper eller sammen med venner og familie. Nemlig ”oplevelser sammen med” – i dette tilfælde andre singler. På nettet kan man fx booke sig et besøg i operaen – til forestilling med efterfølgende middag eller måske til rundvisning backstage. Eller man kan melde sig til en aften, hvor man lærer at lave mad sammen med andre, hvorefter man spiser sammen. Eller til en byrundtur på cykel eller en kajaktur rundt i havnen eller andet. Det afgørende er, at man bliver booket ind i en gruppe, der har samme interesser og lyst til at lære andre mennesker at kende, siger salgs- og marketingchef Ole Andersen fra Wonderful Copenhagen.
Wonderful Copenhagens nye single-tilbud kan bookes online via www.visitcopenhagen.com i løbet af efteråret og arrangeres i samarbejde med DMC: Det bliver tilbud inden for kultur, aktiviteter, byture, specielle interesser som fx microbryggerier eller gastronomi og København by Night. pia