København og Danmark skal op i den absolutte europæiske event-elite. Målet er at gøre hovedstadsregionen endnu mere attraktiv at besøge, arbejde, bo og investere i. Midlet er et nyt virksomhedsnetværk, som hedder Copenhagen Alliance. Wonderful Copenhagen står
bag initiativet.
Netværket skal internationalisere det danske begivenhedsmarked ved at videreudvikle eksisterende begivenheder, ved at trække store begivenheder til København og ved at skabe nye events inden for sport og kultur.
– Der er sket et markant skift i oplevelsesøkonomien. Fra at have været et turismefænomen, ser vi nu, at oplevelser spiller en hovedrolle i forhold til at mobilisere byernes udvikling, til at manifestere byernes kultur og identitet, og til at stimulere byernes turisme og kulturliv. Hertil kommer begivenhedernes sociale funktion, som byens fællesprojekt. Sideløbende spiller virksomheders sociale engagement i det samfund de er en del af en stadig vigtigere rolle. Det er alt sammen tendenser, der peger i retning mod et stærkt netværk, og det er dét, vi er ved at bygge op nu. Målet er, at vi når op på 15-20 virksomheder, siger Lars Bernhard Jørgensen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
Medlemskab af netværket giver en række konkrete fordele i form af eksklusivfordele, kommunikation og effektmåling, invitationer til begivenhederne og særtilbud. Blandt begivenheder som medlemmerne får del i er Kulturnatten, Copenhagen Jazz Festival, Copenhagen Cooking, Copenhagen Fashion Festival og Bordtennis Europa Top 12. Hertil kommer, at Wonderful Copenhagen løbende arbejder på at trække forskellige store sports- og kulturbegivenheder til København.
Wonderful Copenhagen vil i de kommende måneder kontakte en række virksomheder med henblik på at deltage i Copenhagen Alliance.