I artiklen ”The 10 top contenders for the title City of dreams” lister Tyler Brûlé byer, som ”tilbyder sine beboere og besøgende den bedste livskvalitet”. Tyler Brûlés liste tæller i øvrigt byerne Montreal, Zurich, Palma de Mallorca, München, London, Stockholm, Sydney, Barcelona, og Tokyo.
Når København er på listen, er det fordi den lige præcis har den rette størrelse for en storby – den er ”the right size” og har ”a cosy sense of scale”. Samtidig synes Brûlé, at den danske hovedstad har en vindende kombination af ”attractive locals”, en ”near-perfect” lufthavn, et nyt metro-system samt et omfattende netværk af cykelstier. Brûlé fremhæver også Københavns nye havnefront, de gode butikker og dansk modernisme, som udslagsgivende for byens topplacering som ”drømmeby”.
Om udmærkelsen siger Peter Hansen, udviklingsdirektør hos Wonderful Copenhagen:
– Det er skønt, at se København fremhævet af en af verdens førende smagsdommere. For selvom det er en subjektiv liste, bekræfter den, hvad også vores egne undersøgelser viser: København har en helt særegen kvalitet, som hænger sammen med både dens lidenhed og storhed; København er nem at komme rundt i, den er hyggelig og har samtidig imponerende verdensklasse arkitektur, design osv. Den kombination giver genklang ude i verden.
“The 10 top contenders for the title ‘City of dreams’” blev bragt i Financial Times den 28.maj 2005. Kilde: Wonderful Copenhagen. pia