Design og animations-studiet Kühl & Han, der er stiftet af Morten Kühl og Matias Hansen i 2017 og som specialiserer sig i live-action, design, 3D og animation, har  været med til at skabe selve præsentationen af Googles nyeste produkter ved årets Made by Google Launch Event.

At et mindre og relativt ungt firma fra København kan byde ind og være med, er et kæmpe skulderklap, lyder det fra folkene bag, der nu giver et indblik i, hvordan samarbejdet kørte.

Googles brief, ud over “Product Reveals”, var at give et bud på, hvad danskerne endte med at kalde “Design Expressions”. Altså abstrakte, visuelle fortolkninger af produkternes materialer og formsprog, forklarer Morten Kühl. 

Tidsforskellen mellem København og San Francisco er på ni timer. Men det viste sig at være et positivt element i samarbejdet, der kom op og stå efter de første indledende møder tilbage i marts:

– Selve design- og produktionsfasen foregik fra vores studie på Vesterbro. Selvom det uden tvivl har været nogle hårde og lange dage, har vi kunne arbejde effektivt. I takt med at Googles feedback ankom om morgenen dansk tid, havde vi tid til at integrere og have nye designs klar, når Google-teamet mødte ind i San Francisco ni timer senere, forklarer Morten Kühl.

Matias Hansen fremhæver firmaets størrelse som en fordel.

– Dette er det første store projekt i Kühl & Han-regi. Vi har kunne være mere fleksible overfor nye retninger og tiltag, end vi før har oplevet fra vores baggrund i Danmark og USA, hvor produktionsteamet ofte har været meget større. Vores opsætning har gjort det mulig hurtigt at kassere designs og begynde på nye.

Morten Kühl og Matias Hansen håber nu, at Google vil fortsætte samarbejdet i 2019. 

– Vi har også hjulpet med at visualisere andre ting, som vi måske først kommer til at se om nogle år, og det håber vi at få lov til at følge til dørs, siger Matias Hansen 

Made By Google Launch Event 2018 kan ses på ​Googles YouTube-kanal.