Danskerne lider ikke blot af rejsefeber. De lider også af internetfeber.
Det viser undersøgelsen “Traveler´s Road to Decision”, som 1.000 danske internetbrugere har svaret på. Den er udarbejdet af GSK Gallup og blev mandag præsenteret af Google og Danmarks Rejsebureau Forening på en konference i København.
Konklusionen lyder, at tre ud af fire danskerne finder deres rejser ved hjælp af internettet, og der er store regionale forskelle på danskernes internet- og rejseadfærd.
Hvis du er fra København, tager du oftere på ferie, helst på hotel og uden egen bil. Hvis du er fra Jylland, tager du sjældent af sted mere end en gang om året, og så er det ofte på campingferie med egen bil og børn.
Undersøgelsen viser også, at der er forskel på, hvordan danskerne deler ferieoplevelser. Når jyderne kommer hjem fra ferie, taler de ikke så meget om deres ferie som københavnerne. Københavnere snakker næsten dobbelt så meget (om deres ferier) som jyderne.
Til gengæld er jyderne foran københavnerne på de sociale medier: Når feriebilleder og ferieanekdoter deles, bliver sociale medier som Facebook, Twitter og Flickr brugt 25 procent mere i Jylland end i København.
Derudover er det værd at bemærke, at fire ud af fem jyder bruger mere end 10.000 kroner på rejser om året. Hver tredje københavner rejser for mindre end 10.000 kroner om året.