Mange kan sikkert nikke anerkendende til, at der er forskel på københavnere, jyder og fynboer.

En ny undersøgelse fra Eniro viser, at de regionale forskelle også er synlige  på nettet, hvor københavnere er den folkningsgruppe, der handler mest online.

I København har 77 pct. af befolkningen således handlet på internettet inden for den seneste måned.

Det er også i København, der bliver købt mest takeaway på nettet. Hele 48 pct. af køben­havnerne bestiller køber pizzaer, burgere eller mere sunde alternativer på den måde hver måned.

I Østjylland er det derimod møbler og andre ting til hjemmet, der er i høj kurs. Det fore­trækker 20 pct. at handle på nettet. Og sammen med nordjyderne er fynboerne den del af befolkningen, hvor den største andel køber shampoo, kosttilskud og andre produkter til pleje og sundhed på nettet. Det gælder således for 14 pct. af beboerne i de to landsdele.

Samtidig er der også en række regionale forskelle på, hvilke enheder danskerne bruger til at handle på nettet.

– Undersøgelsen afslører, at selvom Danmark er et lille land, er der en høj grad af variation i, hvad vi køber på nettet, og hvilke enheder vi bruger til indkøbene. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed tilpasser sin tilstedeværelse på nettet til de lokale forhold ved at optimere virk­som­hedens webshop til visning på de mobile enheder, så det er nemt for dem at søge sig frem til den information og de produkter, som de efterspørger, lyder det fra Stefan Kercza, koncernchef i Eniro, i en pressemeddelelse.

Nogle regioner er mere mobile
De fleste danskere bruger en computer til at handle på nettet, hvor 89 pct. på tværs af regionerne siger, at de typisk sidder med en bærbar eller stationær computer, når de går på indkøb i en netbutik.

Mange bruger ligeledes en tablet eller deres smartphone, men her er der dog forskelle fra landsdel til landsdel.

Tablet-computeren viser sig især at være populær i Sønderjylland. Med 31 pct. af befolkningen, rtr det den største andel af befolkningen bruger tablets til at handle på nettet.

Og når det gælder mobil­shopping, så er fynboerne i front. På Fyn er der nemlig 19 pct., der finder mobilen frem, hvis de skal handle på nettet.

Imidlertid bliver fynboerne slået af nordjyderne, når det kommer til at mobilshoppe på farten, og nordsjællænderne, når det drejer sig om mobilshopping i arbejdstiden. Hele 62 pct. af nordjyderne angiver, at de bruger deres mobil til at handle online, mens de er på farten, og 35 pct. af nordsjællænderne angiver, at de shopper på mobilen i arbejdstiden.

Lidt facts fra undersøgelsen:

– København og omegn er den mest internethandlende region. Her har 77 pct. af befolkningen handlet på internettet inden for den seneste måned.

– Blandt københavnerne findes den største befolkningsandel, som bestiller take-away på internettet, hvilket 48 pct. gør én eller flere gange om måneden.

– Østjylland er den region, hvor den største andel (20 pct.) af befolkningen foretrækker at købe møbler og andre genstande til boligen på internettet.

– Fyn og Nordjylland er de regioner, hvor den største andel (14 pct.) af befolkningen, som foretrækker at købe pleje- og sundhedsprodukter på internettet.

–  89 pct. af danskerne i alle landsdele bruger typisk en computer, når de køber et produkt på internettet.

– Sønderjyderne er den befolkningsgruppe, der er mest flittig (31 pct.) til at anvende en tablet-computer til at handle på internettet.

– Fyn er den region, hvor den største andel (19 pct.) af befolkningen bruger en mobiltelefon til at handle på internettet.

– Nordjyder er den befolkningsgruppe, der anvender mobiltelefonen mest (62 pct.) til at handle på farten.

– Flest nordsjællændere (35 pct.) skulker og bruger mobiltelefonen til at nethandle i arbejdstiden.