Når lukkeloven afskaffes den 1. oktober, får danskerne mulighed for at shoppe 24 timer i døgnet hele året rundt, hvis butikkerne altså vælger at udnytte de nye muligheder til fulde. Kun på helligdage må dankortet blive i tegnebogen.
Generelt er danskerne positivt stemt over for de nye muligheder, men der er stor regional forskel på, hvordan de nye åbningstider bliver modtaget.
I hovedstadsområdet, som er det sted i landet, hvor danskerne tager varmest imod de flere handelsdage og længere åbningstider, venter 57 procent, at de jævnligt vil handle på tidspunkter, hvor butikkerne i dag holder lukket.
I Nordjylland, som er det sted, hvor færrest regner med at ændre på indkøbsvanerne, gør det sig gældende for blot 36 procent. Det viser en rundspørge, Voxmeter har foretaget for Ritzau.
Ifølge Mogens Bjerre, der er lektor ved Copenhagen Business School, og som forsker i forbrugeradfærd, skyldes københavnernes øgede tilslutning, at de i højere grad allerede har vænnet sig til at handle på skæve tidspunkter.
/ritzau/