Der udspiller sig en regulær krig i Københavns Lufthavn mellem den kapitalfondsstyrede lufthavn på den ene side og flyselskaber som SAS, Easyjet og Jet Time på den anden.

Det skriver dr.dk.

Flyselskaberne mener ifølge netmediet, at lufthavnen er alt for dyr at benytte til skade for selskaberne, de rejsende og i sidste ende hele regionen, der risikerer at miste vækst og arbejdspladser. Samme toner lyder fra lavprisselskaberne Jet Time og Easyjet.

En opgørelse fra Københavns Lufthavn viser, at lufthavnen er den dyreste i Norden. Den er dyrere end de omkringliggende, konkurrerende lufthavne i Stockholm, Oslo, Helsinki, Berlin og Hamborg, skriver dr.dk.

Ifølge Københavns Lufthavn afspejler den højere pris for flyselskaberne sammenlignet med eksempelvis Stockholm og Oslo den ekstra service, som flyselskaberne får i kraft af lufthavnens funktion som internationalt trafikknudepunkt.

dr.dk/ritzau/FINANS