Adgangsbegrænsning eller ej – Københavns Universitet oplever en øget konkurrence, både fra danske og udenlandske uddannelsessteder. Derfor har man nu oprettet en helt ny kommunikationsfunktion. Målet er at markedsføre universitetets 6 fakulteter og 65 institutter som ét brand.
Universitetets nye kommunikationschef hedder Claes Amundsen. Han kommer fra en lignende stilling hos Dansk Røde Kors, og hans væsentligste opgave i det nye job bliver at finde de værdier, som universitetets mange afdelinger kan være fælles om.
På Københavns Universitet er der utroligt mange interessegrupper at tage hensyn til med ca. 6.000 ansatte, 33.000 studerende, forældre, uddannelses søgende, politikere, erhvervsliv, skatteyderne, osv.. Og Claes Amundsen er landet i en proces, der var i gang.
– En stor del af mit job handler om at netværke, både internt på universitetet, men også ude i den store omverden, der omkranser universitetet. Jeg skal ind i alle krogene og samle alle de miljøer, som universitetet består af. Konkurrencen puster os i nakken, og det er derfor vigtigt, at vi kan samles under ét brand, fortæller Claes Amundsen, men han understreger samtidig vigtigheden af, at ingen skal påduttes noget, men at han tager fat i de værdier, som findes i forvejen.
– Jeg kommer udefra og er altså ”verden udenfor”, der kommer her og stiller alle de ”dumme” spørgsmål. Men jeg har kun oplevet en meget stor velvilje fra alle sider, for selv om vi her har at gøre med en gammel og politisk ledet organisation, har alle en stor forståelse for, at kommunikation og markedsføring ikke er til at komme udenom, især i et marked, hvor konkurrencen er skærpet.
Integreret kommunikation
Reklamebureaue t Bergsøe 4 er valgt som samarbejdspartner i en proces, der skal munde ud i en integreret markedsførings-strategi. Der ligger dog ingen umiddelbare planer om deciderede reklame-kampagner, men Claes Amundsen afviser ikke ideen:
– Alt er muligt i fremtiden, men det handler først og fremmest om at udarbejde PR-strategier, og altså at påvirke interessegrupperne gennem medierne. Jeg tvivler på om en reklame-kampagne kan hverve nye studerende. Jeg tror mere på, at reklame skal være en del af kommunikationsstrategien, siger den nye kommunikationschef og tilføjer:
– Jeg har jo også taget noget med mig fra Røde Kors, hvor man bl.a. lærer at være sparsommelig, hvilket resulterede i, at vi oparbejdede vores eget interne reklamebureau, og altså inhouse kompetencer, som vi kunne trække på. Det kunne jeg også godt forestille mig, at vi kunne få oparbejdet her på universitetet.
En vigtig del af universitetets branding er web-siden, hvor designbureauet Kontrapunkt har udarbejdet en ny designlinie. Hvert fakultet har fået sin egen farve og inspirationen til opbygningen af web-siden har man bl.a. fundet hos FN.
– Københavns Universitet har meget tilfælles med FN, der jo også består af mange kulturer, hvor administrationen fungerer som en galakse i universet. Jeg har brugt meget tid på at finde en platform, som kunne inspirere til opbygningen af universitetets platform, da nettet er en meget vigtig brik i brandingen af universitetet, pointerer Claes Amundsen, der i sit nye job, konstant skal holde tungen lige i munden i arbejdet med at forene de fælles humaniske værdier med den store grad af frihed, der er forankret i det gamle universitets-system.