Instruktør og medstifter af Oncotype, Morten Schjødt, har vundet en pris for sin interaktive spillefilm, Switching, ved Montreal International Festival New Cinema.
Prisen blev vundet i kategorien New Media, og blev bl.a. givet for filmens innovative cirkulære fortællestruktur og interaktivitet. Switching handler om to menneskers kærlighed til hinanden. Fridas og Simons kærlighed kommer på prøve, da deres ønske om forandring står i modsætning til deres ønske om at fastholde forholdet som det er. De er fanget i en ond cirkel de ikke kan komme ud af, og således bliver brugeren af filmen også trukket ind i dette cirkulære univers. Brugeren indkredser parrets forvirrede tilstand og sin egen måde at se filmen på. Montreal International Festival New Cinema eksisterer på 32. år og kombinerer film og new media.