Det kan blive en særdeles dyr omgang at få lavet det nye køkken eller få lagt det nye tag med sort arbejdskraft.
Regeringen foreslår som en del af finansloven, at det i fremtiden bliver borgernes ansvar, at en håndværker ikke arbejder sort.
Borgeren risikerer at komme til at hænge på hele regningen for manglende moms og skat for kontant betalte byggeopgaver over 10.000 kr.
Men hvis køberen derimod betaler sin nye carport med dankort eller via netbank – og dermed giver Skat mulighed for kontrol – hænger køberen ikke på ansvaret for eventuel manglende moms og skat.
Regeringen forventer, at den præventive effekt, ved at borgerne risikerer at blive straffet, vil revolutionere kampen mod sort arbejde, siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
– Denne regering vil komme det sorte arbejde til livs. Derfor vil vi tage drastiske midler i brug. Folk skal blive ved med at købe ydelser fra håndværkere, men man skal sørge for at betale elektronisk. Så er man uden for risiko, siger Thor Möger Pedersen, som ikke tør spå om, hvor mange penge stramningen kan indbringe.
Sort arbejde koster hvert år samfundet op mod 50 mia. kr.
Den stramme kurs over for købere af sort arbejde er en del af en lovpakke, som vil lempe reglerne for vennetjenester og tillade pensionister at tjene op til 10.000 kr. skattefrit årligt på børnepasning eller husarbejde.