Out of Home Media mener, at outdoor markedet i Danmark har så stort et potentiale, at ejerne nu er villige til at afgive et købstilbud på Clear Channel Danmark.
At den offensiv indledes netop nu skyldes, at Out of Home Media vurderer, at Clear Channel Danmark har økonomiske problemer og skal have kapitaltilskud for at over leve.
– Vi kan se et betydeligt potentiale i markedet efter et outdoor-bureau, der er villige til at gå hele vejen med investeringer. Vi vil sikre, at outdoor-kommunikationen bindes sammen med alle andre kanaler, specielt de digitale, så annoncørerne får maksimalt ud af investeringerne, siger Henrik Sørensen, tidligere CEO i Clear Channel, og nuværende medejer af Out of Home Media.
Hvorfor tror du, at Clear Channel-koncernen er moden til at sælge den danske division fra?
– Efter mit skøn kommer Clear Channel Danmark ud med 25-30 millioner kroner i underskud i det nuværende regnskabsår. Egenkapitalen er væk, og moderkoncernen i London skal overveje, om de vil tilføre 50 millioner kroner i ny kapital. Ellers overlever selskabet ikke.
Hvis Clear Channel er så skrøbelig, hvad får dig til at du, at du og dine medarbejdere kan rette op på det?
– Jeg mener, at den nuværende ledelse har lagt en forkert strategi, og at det er årsagen til til store underskud, jeg forventer CC kommer med til juni. Vi har en anden og offensiv strategi, og jeg er overbevist om, at hvis vi går til markedet med friske briller, bliver Out of Home Media det største outdoor-bureau. Jeg er sikker på, at hvis vi overtager CC-porteføljen, bliver forretningen igen rentabel.
Du er optimist?
– I de 12 år, jeg var CEO i Clear Channel, tjente vi 2-cifrede millionbeløb hvert år på vores kontraktsportefølje. Det kan vi gøre igen i Out of Home Medias regi. Den nuværende ledelse kan ikke få salget til at fungere. Det kan vi.
Hvad skal det selskab koste?
– Vi overtager forpligtigelserne, så du kan sige, vi køber selskabet for en krone. Det gjorde vi tidligere, da vi købte Radio 2 for en krone og drev det videre.
Det er vel ikke sammenligneligt. Og dit tilbud kan vel ses som et forsøg på at genere Clear Channel nu, hvor I ligger i juridiske stridigheder?
– At jeg har et personligt mellemværende med selskabet, og hvor Clear Channel har rejst et modkrav, er i den store sammenhæng af mindre betydning.
– Hvis vi kan løse det store problem, nemlig at skabe en meget stærk outdoor-leverandør til glæde for annoncørerne, er det meget mere interessant på et marked, der vitterlig indeholder store værdier for det, jeg mener, er det sidste effektive massemedie.
Henrik Sørensen agter i den kommende uge at kontakte Clear Channel for at høre, om koncernen er interesseret i at sælge den danske afdeling fra. Henrik Sørensens investorer i Out of Home Media er villige til den nye satsning. Out of Home Media har allerede overtager Arriva som ny kunde, og den kunde er snuppet fra Clear Channel.
Clear Channel har ingen kommentarer til denne artikel.