Nu er invitationen på sociale medier ikke nok i sig selv. Sociale medier skal boostes med content for at gøre pull-effekten ekstra spiselig. Det mener de i det mindste hos Lakrids by Johan Bülow.
Siden etableringen af virksomhedens Facebook-side i 2009, har sitet ellers haft udmærket aktivitet, hvor opskrifter med smagen af lakrids er postet. Stor begejstring og inspiration for Facebook-venner, mener de og: ”Hvad ville være mere naturligt end at lave en social Lakridskogebog.”
Ikke blot endnu en kogebog, der formentlig ville drukne i mængden, men en kogebog for og af sidens mange aktive venner, hvor alle kan tilføje opskrifter og kommentere på hinandens kreationer og dele favorit opskrifterne.
Lakrids-Kogebogen har taget legen med lakrids i mad til næste niveau, hvor brugerne ved få klik kan blive inspireret og inspirere hinanden. Meningen er netop at involvere brugerne og gøre det nemt at finde opskrifter med specifikke lakridsprodukter ud fra overordnede kategorier, det er opnået via den sociale Kogebog.
– Hvis vi havde lavet en kogebog, hvor det kun var os, der kom med opskrifter, ville den ligne så mange andre kogebøger, og vi ville gå glip af alle de spændende projekter vores venner prøver af. Hele ideen med vores Facebook-side er, at vi skal inspirere hinanden, siger Rie Vasehus, Digital marketing manager hos Lakrids by Johan Bülow.
Change Media, der har været med til at lave kogebogen, er også begejstrede:
– Vi er glade for at kunne være med, når virksomheder for alvor tør være sociale. Vi ser kogebogen som et naturligt næste skridt for siden, der i forvejen er meget sociale med deres brugere. Og kogebogen indeholder allerede alt fra lakridspopcorn til lakridsmarineret flæskesteg, slutter Martin Rubæk Jensen, direktør hos Change Media.
Kogebogen har omkring 2.500 brugere hver måned og har i skrivende stund 65 opskrifter, hvoraf de 30 er fra brugere.