Kohberg har indgået en aftale med Kræftens Bekæmpelse om at sponsorere organisationens kampagne Støt Brysterne.
En del af samarbejdet går ud på at donere noget af overskuddet fra salget af udvalgte fuldkornsprodukter i hele oktober måned.
Men det handler også om, at sætte fokus på vigtigheden af at spise og i det hele taget leve sundt, og lige nu aktiveres sponsoratet for fuld kraft.
– Vi vil ikke længere bare være kendt for ”hva´ska´ jeg sige” og ”Boller fra Kohberg”. Vi vil gerne identificeres som en social ansvarlig virksomhed, der gør en indsats for at være med til at forbedre danskernes kostvaner og livsstil, siger Tina Jacobsen, der er marketingchef hos Kohberg.
Aktiveringskampagnen, som Scanad evolution agency og Kalb & Løvbom Kommunikation står bag, er den største, Kohberg hidtil har sat i søen, og den omfatter bl.a. annoncer, bannere, emballage, website, lastbiler, beklædning, PR, tv-event, indsamling af økonomiske bidrag, interne opslag og sågar et inspirationshæfte med opskrifter til kantiner.
Det har især været vigtigt for Kohberg at vælge et projekt med en naturlig kobling.
– Dels ved vi, at målgruppen for Støt Brysterne, altså kvinder, også er dem, der primært køber vore produkter. Vi ved, at sund kost og motion kan være med til at forebygge kræft, og hos Kohberg har vi rent faktisk mulighed for at udvikle sunde produkter, og det vil vi gerne bidrage med. Derfor har vi en naturlig rolle i at formidle budskaberne, som ligger i Støt Brysterne-indsatsen, siger Tina Jacobsen.
Læse hele historien i Markedsføring 18-2008, der udkommer i morgen tirsdag den 21 oktober.