Danskerne har fokus på sol og strand, og Østrig sammenkæder sikkert primært med skiløb og som det land, man blæser igennem, når man er på vej på sommerferie i Italien og Kroatien.
– Vi vil gerne positionere Østrig som en destination for aktiv ferie i bjergene med overraskende kulinariske og kulturelle oplevelser. Vores strategi er at overbevise danskerne om, at Østrig også er et sted at rejse hen om sommeren, fortæller turistchef Bo Schou Lauridsen fra Østrigs Turistbureau.
Kokken Henrik Boserup har været i Østrig for at lave en række TV-indslag, hvor han tilbereder økologiske egnsretter sammen med lokale kokke, bønder og andre lokale madeksperter.
– Det er en fornøjelse at samarbejde med kokkene i de østrigske køkkener. De forstår virkelig at værdsætte betydningen af økologi, lokale råvarer og den gode smag, fortæller han.
Han synes, at det er en luksus, at der endnu findes lande, hvor råvarer stammer fra små landbrug med hver deres historie, og hvor hver en bonde gør tingene på sin måde. Ligesom naturen sætter sine spilleregler, og lader forskellige urter og græs give én smag til den mælk, der malkes i en dal – og en helt anden, i en anden dal.
Autencitet spås at blive en fremherskende tendens på bagkanten af de senere års økonomiske krise, efter mange års massivt overforbrug – også på fødevarer. En tendens, som Nikolaj Stagis beskriver i bogen ”Den Autentiske Virksomhed” – og hvor en af bogens cases beskriver verdens bedste restaurant Noma, som har høstet anerkendelse for netop sin fortolkning af det autentiske nordiske køkken.
Nogenlunde samme opskrift er i højsædet for den nye kampagne fra Østrigs Turistbureau – og hvis man ikke kan få bord på verdens bedste restaurant, så kan man jo bare rejse til Østrig?
– Det er ganske enkelt synd, at Østrig bliver overset som sommerferieland på grund af nogle gamle, fastgroede myter om, at landet kun består af wienerschnitzler, røde pelargonier og store overskæg. Når sneen smelter, har Østrig virkelig meget at byde på af fantastiske naturoplevelser, fysisk træning, wellness, formidabel mad og verdenskendt kultur – og det er vel at mærke for hele familien, siger Bo Schou Lauridsen og tilføjer:
– Vi ønsker at fortælle, at en sommerferie i de østrigske bjerge kan være særdeles berigende for alle generationer og kan give fælles minder, der varer hele livet – uanset hvor fysisk aktiv, man vælger at være. Boserup kom ind i billedet, fordi han står for god mad med smag og gode ingredienser i maden, som gerne er økologiske. Derudover er han er sjov med sin sorte og kærlige humor. Der sker altid noget, når han indtager scenen eller optræder i medierne – han vækker folks opmærksomhed. Desuden er hans far jo østriger, og mest af alt en fremragende kok, fortæller Bo Schou Lauridsen.
Selv om der måske kun er nogle få kilometer fra den ene dal til den næste, smager råvarerne overraskende forskelligt.
– Det betyder, at de retter man tilbereder med alle disse skønne sager, smager forskelligt. En hjorteskinke, en kartoffel, solsikkekerner, fløde, æg eller foreller. Det hele har en særegen smag og karaktér, alt efter oprindelsessted. Også selv om opskriften er den samme – og det er efter min mening en charmen ved Østrig, slutter Henrik Boserup.