Kolding står i et vadested, hvorfor byrødderne har brug for hjælp til at træffe en række valg. Den opgave sendte Kolding Kommune i en pitch, hvor 34 bureauer bød sig til. Tre blev udvalgt til ”finalen,” og det blev det lille designbureau Stagis A/S, der vandt opgaven.
‒ Som forarbejde til vores visionsproces fik vi lavet en række analyser, der tilsammen viser, at Kolding Kommune står ved en skillevej. Vi skal foretage nogle vigtige valg, og derfor har arbejdet med en ny vision også stor betydning ikke blot for byrådet, men for hele kommunen, siger Jørn Pedersen, borgmesteren.
Valget af Stagis skete efter en samlet vurdering af økonomi, processen for visionsarbejdet og organisationen omkring arbejdet. På grundlag af disse kriterier placerede Stagis sig som en klar vinder af udbuddet, lyder det fra borgmesteren.
‒ Jeg glæder mig dobbelt over, at vi får Stagis som rådgiver og samarbejdspartner. For det første glæder det mig, at det er et samlet Økonomiudvalg, der vælger Stagis. Den brede enighed lover godt for hele visionsprocessen, fortsætter Jørn Pedersen.
‒ Desuden glæder jeg mig over, at vi i byrådet ikke blot nøjes med at tale om design, vi sætter faktisk handling bag ordene. Vi vælger at arbejde sammen med en virksomhed, der har en stærk designprofil og aktivt bruger designtænkning som et redskab i deres arbejde, slutter borgmesteren.
Hos vinderen er der naturligvis glæde:
‒ Vi er naturligvis glade for, at valget er faldet på Stagis. Vi synes, at det er både modigt og rigtigt af Kolding Kommune at anerkende design som en indre styrke og anvende designprocesser i udviklingen af en ny vision. Vores opgave bliver at hjælpe byrådet og Koldings borgere med at identificere og synliggøre de indre, autentiske styrker, der kan danne grundlag for den nye vision, siger Nikolaj Stagis, adm. direktør i Stagis.