Niels Due Jensen vandt brydekampen med Lars Kolind i Grundfos’ top, men det kan være starten på nye problemer i pumpekoncernen.
Familiespydspids og medejer Niels Due Jensen endte mandag som sejrherre i en dramatisk magtkamp i Grundfos, da det lykkedes at få den pressede bestyrelsesformand, Lars Kolind, til at meddele sin afgang.
Men pumpekoncernen står nu over for nye ledelsesudfordringer. Niels Due Jensen er gået til modangreb på anklager om at være egenrådig og blande sig for meget i koncernledelsens beslutninger, og det kan ifølge ledelseseksperter give spændinger i samarbejdet med den kommende formand, Jens Moberg. Ifølge Lars Kolind bakker bestyrelsen stadig op om hans holdninger i forhold til Niels Due Jensens rolle.
– Jeg har bare sagt, hvad bestyrelsen mener, siger han.