Fremragende anmeldelser – bortset fra i Markedsføring – har banket Kolind-kuren til tops på faglitteraturens hitliste. På blot fire uger er 5.000 eksemplarer i første oplag blevet revet væk, og nu er andet oplag på 3.000 også ved at blive en mangelvare. Ifølge forlagschef på Jylland-Postens Forlag Susanne Svendsen er tredje oplæg allerede på vej og ”det bliver næppe mindre end andet oplæg”.
–Vi har armene i vejret. Kolind-kuren sælger rigtig godt. Faktisk er det den hurtigst sælgende ledelsesbog i vores forlags historie. Det er usædvanligt, at managementbøger ryger på bestsellerlisterne, men vores store forventninger er blevet indfriede, siger Susanne Svendsen glad til Markedsføring.
I udlandet er det det amerikanske forlag Wharton, der står for udgivelsen. I USA blev bogen lanceret den 5. maj i et oplæg på 100.000, og de første meldinger er positive. Forfatteren bag bogen, erhvervsmanden Lars Kolind, fortæller endvidere, at bogen er blevet solgt til oversættelse til både tyrkisk og koreansk. Derudover forventer han, at se bogen i op til 10 andre lande. Blandt andet Japan, Rusland og Kina. MSOL