Mange kommunikations-professionelle kender BRO Kommunikation for deres blog, bro-blog.dk, som i dag har over 23.000 abonnenter.

Men bureauet bag bloggen kan også bryste sig af at skabe kreative kommunikationsløsninger for kunder som Lego, JN Data og Novo Nordisk, og bureauets 2015-regnskab fortæller om markant vækst.

Omsætningen er vokset fra 9,3 mio. kroner i 2014 til 12,4 mio. kroner i 2015 – en stigning på 32 procent.

Samtidig er resultatet af den primære drift  vokset med 58 procent og fortjenesten med 31 procent gennem en øget medarbejderstab, hvor indtjening pr. medarbejder holder sig stabil.

Og væksten giver næring til endnu større ambitioner i BRO-huset, lyder det fra direktøren:

– Vi tror på den gode relation. Og det har vist sig bæredygtigt. Vi er lykkedes med at fastholde og udvide samarbejdet med mange af vores kunder og er så privilegerede, at nye kunder ringer til os, siger Helle Bro, der grundlagde BRO for 17 år siden og i dag sidder i direktørstolen.

Hybrid sikrer fremgang

Sammen med partnerne Eva Rieks og Morten Münster og 20 medarbejdere løser hun opgaver, hvor omdrejningspunktet er strategisk kommunikation.

Og Helle Bro mener selv, at det netop er hybriden mellem consulting, adfærdsdesign og traditionel virksomhedskommunikation, der gør bureauet til en succeshistorie.

– I 2014 etablerede vi The Nudging Company, et datterselskab til BRO Kommunikation, der nu for alvor har vundet fodfæste. Her omsætter vi psykologiske principper til reelle, målbare adfærdsændringer. Samtidig er vi stærke på den klassiske kommunikation, både hvad angår strategier, ledelseskommunikation og koncepter. Og det mix finder mange af vores kunder særdeles brugbart i forhold til deres daglige udfordringer, siger hun.

Det fine resultat i 2015 har da også givet blod på tanden, og BRO Kommunikation budgetterer med en vækst på 25 procent i 2016.

– Vi har en klar ambition om at udbygge forretningen. Men det bliver med samme opskrift som i dag: relationen i fokus. Vi kender vores DNA og er meget bevidste om, hvad vi kan og ikke kan – og selvfølgelig i særdeleshed hvor vi kan gøre en reel forskel for vores kunder, slutter Helle Bro.

2015-nøgletal fra BRO Kommunikation

– Omsætning 12,4 mio. kr.: + 32 procent

– Bruttoavance 8,3 mio. kr.: + 30,9 pct.

– Resultat af primær drift 1,6 mio. kr: + 58 pct.