Komma-krigen raser. Allerede her er Dansk Sprognævns regelsæt overtrådt. Statens sprogrøgtere bryder sig nemlig ikke om bindestreger og har for længst udstedt en bandbulle mod disse grimrianer, skønt de, brugt med omtanke, kan gøre det skrevne sprog tydeligere og nydeligere. Bindestregerne er dog en bagatel i forhold til Det Nye Komma, som vækker voldsomme følelser i begge lejre. Da kommaet kan siges at være en af de råvarer, som indgår i kommerciel kommunikation, er der grund til at se nærmere på den verserende strid.
Man antager, at henved 1% af den danske befolkning mestrer det nye komma, men det skal man ikke lade sig forvirre af, for årsagen kan tilskrives manglende oplysning, hvorfor Dansk Sprognævn er i færd med at udsende en vejledende pjece i 50.000 eksemplarer, hvilket også svarer til rundt regnet 1%. Så kan antallet af ny-kommanister opskrives til 2%, svarende til en stigning på 100%. Dette forudsætter at alle, der får en pjece i hånden, efterlever de leveregler, nævnet har fastsat.
Penetration tager tid, så Dansk Sprognævn glæder sig sikkert over, at komma-evangeliet er på vej ud i virkelighedens verden. DSB’s fortræffelige adspredelsesmagasin Ud at Se har aflagt komma-eden, hvilket sysselsætter flere korrektører, da bidragyderne udviser en upassende mangel på forståelse for moderne tegnsætning. Når tiden er vigtig, skal kommaerne kommanderes på plads. Et andet rejsemagasin, Vagttårnet, der udgives af den amerikanske virksomhed Jehovas Vidner (“Når evigheden er vigtig“), har gjort Det Nye Komma til et våben for Kristi Stridsmænd.
Symbolanalytikere har søgt at granske de dybereliggende motiver bag Dansk Sprognævns attak på det gamle komma. Man mistænker især professor Erik Hansen for at lide af et antigermanistisk had til det tyske sprogs flittige Kommaraderei, som den boglærde mand også sporer i diverse østeuropæiske sprog. Ved at de-kommatisere Dansk tilstræber professoren tilsyneladende at sikre national differentiering, eller også er det bare en form for kløe, der skal gå ud over en sagesløs befolkning.
Det er kommaet bag på de statslige sprogmoguler, at befolkningen – i det omfang, den enkelte overhovedet anvender skriftsproget i videre omfang – er tilfreds med det komma, der indtil for få år siden var god latin indenfor det offentlige skolevæsen. Lingokraterne finder det pinligt og afstumpet, at pøblen ikke bare gør en indsats for at lære Det Nye Komma at kende. Der er snart ikke anden udvej end tvang. Nok kan man ikke udstede bøder, men komma-razziaer indenfor uddannelsessektoren og den offentlige administration synes fornøden, hvilket i sig selv giver anledning til etablering af endnu et offentligt kontor med hvad deraf følger, inklusive mulighed for at registrere kommaets sande tilstand, udarbejde komma-statistikker og i en årlig beretning afstikke retningslinier for en mere progressiv stigning i komma-kurven.
Herefter går kommandovejen direkte mod det erhvervsliv, der er åh-så-privat, at det tror sig berettiget til at sætte sig ud over de kommaprincipper, som er stadfæstet officielt. Det er skadeligt, hvis reklame-kommaet er anbragt forkert, og Komma-kontoret kan starte blidt med at tilbyde en hotline og en mail@adresse, hvor man kan indhente gode råd om konkret kommatering. Efter en overgangsperiode kan der, hvis der stadig hersker komma-koks, indføres en form for afgift eller bod eller i det mindste en gabestok på internettet.
Grønne afgifter er så smukke, fordi de udover at fylde den bundløse statskasse også virker “adfærdsregulerende“. Det har miljøminister Svend Auken med over 3.000 medarbejdere under sig engang fastslået. Eller også var det Ole Stavad. En komma-skat lyder forfriskende, og man kan sikkert opfinde en komma-tæller på PC’en med automatisk indrapportereing til Det Centrale Kommaregister DCK. Hvis man ødsler med komma-ressourcerne, skal man også være med til at betale til en særlig komma-fond, hvis midler i det store og hele går til udbredelse af Oplysning til Borgerne om Kommaet. Hej, kommarat – Jo færre kommaer, du bruger, desto billigere slipper du.
Det er næppe faldet kommanisternes centralkomité ind, at vi simpelthen ikke gider lege med dem. Vi er tilfredse med det fikse gammel-komma, der som kommen i kringlerne krydrer sproget og skaber små hvilepunkter for det læsende øje. Livet er for kort til at lade sig ulejlige af en bande selvpromoverende og selvsupplerende levebrødslingokrater, som har set sig sure på en uundværlig ingrediens i sprogets brød og derfor mener sig berettiget til at ændre doseringen. Da dansken grundlæggende er skeptisk overfor autoriteter, herunder sprogkommasærer, vil det sikkert gå med Det Nye Komma lige som med stavemåden majonæse, som den samme flok autoautoriserede antianalfabeter forsøgte at pådutte os. De står til en kommanaise, gør de.