Nye danskere er kommet ind i universet 12 år plus, andre er droppet ud. Men stadig er der nok der er villige til at svare på hvad de læser, og hvor mange numre de læser ud af den lange liste af danske media. Tal, der efter en behørig bearbejdning af Gallup bliver frigivet som de officielle læsertal for den del af kommunikationsverdenen der har brug for at beskæftige sig med et læsertal i stedet for det mere håndfaste oplagstal.
1. halvår 1999 har ikke været præget af de store dramaer. Vejret var ikke noget at skrive hjem om, så det er ikke grillen og de lune nætter der har holdt danskerne tilbage fra at indtage et medie og måske dermed blive “ophøjet“ til en læser.
Der er ingen aviser der har drejet nøglen om, tværtom er der sket en række produktudviklinger. Og de store morgenaviser har kørt deres rabat- og reklamekampagner som de plejer. På ugebladsfronten kører det også derud ad, ikke så godt som det plejer, men der er heller ikke tale om de store katastrofer. At det så kan være galt nok for enkelte medier glider jeg lige så stille af på her.

SøNDAGSAVISERNE
Ekstra Bladet må stadig, når vi sammenligner med tallene for BT, endnu engang holde for på øretævernes holdeplads og tallet landede i det første halvår på 479.000 mod BTs 537.000.
Jyllands Posten fortsætter ligeledes i den nedadgående retning, men 893.000 læsere er da mange.
Et læsertal der vil blive sat i fokus fra næste halvårstal er hvordan fusionsaviserne i Nordjylland kommer til at arte sig. Holder de “gamle“ abonnenter ud, falder de fra, kommer der helt nye til. Et læsertal der også vil få en vis indflydelse på hele Metropol pakken og de 4 S.
Politikens udgangspunkt for de nye tider er på 577.000 læsere, og det bliver endnu et medie der skal følges på tæt hold.
LANDSDæKKENDE HVERDAGSAVISER
Aktuelt kører i forhold til 2.h.1998 den gale vej og har nu 124.000 læsere. Personligt synes jeg, avisen kunne fortjene lidt mere opmærksomhed, men så må den jo “opdages“ af flere end de lidt over 26-27.000 eksemplarer der i dag ruller over disken.
BT og Ekstra Bladet kører her næsten et parløb, dog ikke på oplagstallet, men den situation er en gammel kending. Politiken har 515.000 læsere at gøre godt med, men de forventer sig sikkert noget mere inden året er omme, og Berlingske Tidende er krøbet under de 500.000 og er landet på 492.000 læsere.

DE REGIONALE HVERDAGSAVISER
Nogle har holdt skansen, enkelte har fået fat i flere læsere, mens andre, deriblandt Fyens Stiftstidende, har mistet 24.000 i.f.t. 2.h.98.
De regionale søndagsaviser har et samlet læsertal på 1.771.000 personer, der hver lørdag/søndag får deres information gennem de gratis distribuerede aviser.

UGEBLADE OG MAGASINER
Et medie som Familie Journalen kan stadig mønstre et læsertal på 772.000. Hjemmet har sagt farvel til nogle, mens Hendes Verden hos Egmont tager sig af plussiden. De 4 billedugeblade har ikke lagt til, men stadig imponerende er det, at de hver uge kan samle 2,5 millioner læsere. Vi er i Danmark lidt over 5 millioner mennesker fra baby til olding.
Et af mine ynglings media Basserne holder stadig godt fat i danskerne og har p.t. 207.000 læsere.
Kapløbet mellem ungdomsmedier som Chili og Tjeck har nu fået en ny drejning, selvom der ikke er gået de 2 år som Tjeck forudsagde der ville gå før deres øgede oplag ville få bøtten til at vende. Læserafstanden mellem de to media er nu et plus på 24.000 til Chili ( Tjeck: 244.000 og Chili 268.000).
Ungdomsmediet Zoo Magasin har godt og vel 100.000 læsere, og Mix mærker de små årgange. Ud & Se ringer snart ved de 800.000 læsere (795.000).
Både Euroman og Eurowoman er med på listen i opadgående retning sammen med det rene mandeblad M! der nu har 180.000 læsere, men jeg savner da et læsertal for Mens Health, hvad grunden så end måtte være!.
Signature (Diners magazine ) er med deres første hele halvårstal landet på 96.000 læsere.
Bo Bedre opfører sig som de plejer. Det ene halvår nede og det andet halvår har de “tjent“ det tabte tilbage.
Damernes Verden er allerede plukket ud af listen på trods af, at de har “levet“ i hele 1. halvår 1999. Månedsmagasinet In bliver nu med deres 250.000 lagt til de andre media på min observationshylde, bl.a. sammen med Motor er nu på en og anden led må få konkurrence fra Bilisten (Falcks familie- og bilmagasin).
Computerbladene holder også skansen, især det brede Komputer for Alle der nu har 273.000 læsere.
Det hele lagt sammen viser, at det trykte ord langt fra har sluppet taget i os danskere, og det er i og for sig et dejligt budskab at bringe videre her i spalterne.