Outdoor-kommunikation er en sær størrelse. På den ene side er outdoor spend faldet i Danmark de seneste par år. På den anden side er det et medie, der er indlysende effektivt, fordi forbrugerne ikke kan undgå eksponeringerne.
Rejser du fra A til B er du et stensikkert ”offer” for velplaceret kommunikation med en høj frekvens og en lav kontaktpris.
Globalt er outdoor i betydelig vækst, men det er især den nyeste teknologi, den digitale outdoor-kommunikation, der vokser. Over 11 pct. i 2014, spår research firmaet PQ Media, hvilket sender den globale digitale outdoor-spending over 56 mia. kroner. Væksten er endda øget fra 9 pct. i 2013.
Den nye betydelige spiller i Danmark, Out of Home Media, må have en mening om, hvorfor vi i Danmark er så dårlige til at se ”lyset”. Markedet herhjemme er i runde tal faldet fra over 500 mio. kr. til i omegnen af 400 mio. kr.
– Hvis det må være tilladt at være lidt fræk, så er det præcis tal som dem, du nævner, der ligger til grund for, at vi etablerede Out of Home Media for otte måneder siden. Der er et enormt uudnyttet potentiale, siger Henrik Sørensen, medstifter og direktør i Out of Home Media.
– Busmediet kan udvikles med større formater og yderligere digitale løsninger. De store nye formater på busser er nok de mest effektive og synlige outdoormedier p.t. Reklameflader på op til ca. 5 x 15 meter, der bevæger sig rundt i bybilledet, er ekstremt synlige og giver en unik impact.
– Senest har Viasat og Coca Cola anvendt de store formater, som en del af deres kampagner. De traditionelle busformater giver en optimal dækning og frekvens og de store formater supplerer med en ekstrem synlighed og impact.
Nu er det specielt på det digitale outdoor-marked, vi sakker bagud på. Kommentar?
– Det gør vi b.la., fordi vi har været for dårlige til at dokumentere de indlysende fordele, annoncørerne har ved at kombinere anvendelsen af nettet sammen med både traditionel og digital outdoor.
– Mere en halvdelen af alt søgetrafik kommer fra mobile enheder, og Posterscope har i deres store Outdoor Consumer Survey med 6.500 respondenter vist, at 22 pct. af dem, der ser en outdoor reklame, søger videre på nettet. Det er et meget markant resultat, når man tænker på, hvor mange eksponeringer out
door leverer. De mest oplagte outdoor flader vil i de kommende år blive digitaliseret.
En case, som Out of Home Media har gennemført med Boliga, viser en markant stigning i søgetrafik og salg ved at kombinere busmediet og anvendelsen af nettet. Resultatet viser index 200 i forhold til tidligere kampagner uden outdoor.
Et fortsat faldende oplag for både aviser og magasiner samt et TV medie, der er under pres, vil yderligere øge behovet for et alternativt massemedie, der dækker bredt og leverer en høj frekvens til en lav kontaktpris.
En del af disse budgetter vil efter Henrik Sørensens opfattelse gå til både traditionelle og nye digitale outdoor-medier.