De to public service radioer, P1 og P2 Musik & Kultur, har fremgang, mens et par af de mest populære
kommercielle radioer mister lidt opbakning. Det viser de nyeste lyttertal fra Gallup for 4. kvt. 2002.
Den mest aflyttede radiostation i Danmark er DRs P4, som 55 procent tænder for i løbet af én uge. P3 er også stabilt populær med 51ent. Det er de noget smallere, P1 og P2 Musik, der har fremgang og kan samle henholdsvis 20 procent og 12 procent af danskerne i løbet af én uge. DR-radio er samlet set mest populær i HT-området og mindst aflyttet i Esbjerg.
De primære kommercielle radiostationer i Danmark er begrænset af, at de indtil videre kun er delvist landsdækkende med sendere i to-tre af byområderne. Modsat DRs radioer, der uden problemer kan modtages overalt i landet. The Voice er Danmarks mest populære kommercielle radiostation. 14 procent af alle danskere – i høj grad de yngre – tænder for Voice på én uge. Det er et fald på to procentpoint. Derefter kommer Radio2 med 12 procent, Sky Radio med 9 procent og POP FM med 9 procent. Sky Radio er status quo, mens POP FM går ét point ned, i forhold til 3. kvartal. Faldet er ikke signifikant, men tilskrives statistisk usikkerhed.
Mediabureauet mediaegde:cia forventer, at de eksisterende kommercielle radiostationer over de kommende fire kvartaler, vil forbedre deres distribution og nettodækning som følge af den nye medielov.
– Senere på året får de endda selskab af to nye, delvist landsdækkende radioer, ”P5” og ”P6”. Alt i alt bør de kommercielle radioer enkeltvis og samlet set kunne hæve deres ugentlige nettodækning ganske betydeligt, siger Business Development Director Kim Angel, Mediaedge:cia.