Genbrug er guld. Sådan lyder sloganet for Københavns Kommunes, der skal gøre borgerne bedre til at sortere affald.

Og netop guld kunne kommunen række over hovedet, da de i slutningen af juli vandt ISWAs Communication Award 2013. ISWA er en international brancheorganisation for affald og ressourcer.

Og netop ressourcerne bag kampagnen har fået den til at skille sig ud. København Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, som er afsender på genbrugskampagnen, har lavet den helt uden indblanding fra et bureau.

-Vi har jo ressourcerne til at lave den selv, og så sparer vi også penge ved det. Samtidig kender vi formålet og ved, hvad vi vil have, så kampagnen bliver fuldstændig, som vi vil have. Et bureau tænker måske mere på at tjene penge og lave en sjov kampagne, forklarer Susan Vera Mortensen, der er en af de fire med arbejdere, der har lavet kampagnen.

Stor pris – få deltagere

Københavns Kommune kunne træde op på den midterste podieplads med en bulgarsk konkurrent og spansk konkurrent på hver sin side. ’Genbrug er guld’ var en blandt i alt 48 indsendte kampagnen, som kommer fra 27 forskellige lande.

Dommerpanelet var især imponeret af kvaliteten i planlægningen, hvor en klar strategi med detaljerede og målbare mål blev skitseret. Juryen anser for “Genbrug er guld” for bedste projekt på grund af dens styrker på alle grundlæggende elementer, der gør kommunikation og social marketing planer effektiv, skriver Hermann Koller og Gerfried Habernicht i vinderskriftet.

Kampagnen løber frem til foråret 2014 og stræber efter at gøre københavnerne langt bedre til at sortere affald. Det sker ved nyopsatte beholdere til metal, hård plast og elektronik, sorteringsguides, farvekoder og et online sorteringsspil.