En strækning 3,6 kilometer ud for Halsnæs’ nordkyst er blandt 16 steder, som Energistyrelsen har fundet velegnet til placering af de havmølleparker, der ifølge Folketingets seneste energipolitiske aftale inden 2020 skal forsyne danskerne med ekstra 500 MW havvind-energi.
Og det ser Halsnæs Kommune med velvilje på, skriver Frederiksborg Amts Avis, fredag. Ifølge kontorchef i Energistyrelsen Hanne Windemuller er det dog langt fra sikkert, at Halsnæs får udsigt til en havmøllepark. Energistyrelsens rapport er i offentlig høring frem til midten af august. Ifølge Hanne Windemuller har Energistyrelsen allerede nu modtaget en hel del høringssvar. Og langt fra alle er skeptiske.
– Vi har hørt fra flere kommuner, der ser positivt på udsigten til at få havmøller ud for deres kyst. Mange af svarene er bare spørgsmål, siger hun.
Epn.dk