Odense og København siger ja til at sælge reklameplads på kommunale bygninger, uniformer og biler. Kommunernes Landsforening (KL) forudser, at det vil komme mange steder.

Det skriver Urban.

Rundt omkring i landet er flere kommuner i gang med at finde ud af, hvordan de kan tjene penge ved at udnytte de muligheder, som den nye kommunale reklamelov giver. I Københavns Kommune er politikerne indstillet på at sælge reklameplads på kommunens biler og på tøjet af de ansatte, der ikke kommer i private hjem eller møder borgerne i »sårbare« situationer. Odense Kommune er også langt fremme med lignende planer.

– Vi er i fuld gang. Jeg er meget positivt indstillet over for at tilbyde sponsorplads på kommunens bygninger, køretøjer og arbejdstøjet, siger borgmester Jan Boye (K) til Urban.

Om en måneds tid vil embedsmændene præsentere et udspil for byrådet. Og borgmesteren forventer, at man inden sommer kan sætte et pilotprojekt i gang. Eksempelvis ved at sælge reklamepladsen på hjemmehjælpernes biler.

Jan Boye frygter ikke, at det vil skabe forvirring og nedsætte bilernes funktion:

– Folk kan jo også godt finde ud af at tage en taxa, selv om den er klistret til med reklamer, siger han.

KL afholder i marts en temadag for at informere kommunerne om mulighederne.

– Mange kommuner overvejer det. Jeg tror, at det er noget, som vi kommer til at se flere steder, siger kontorchef Vibeke Vinten fra KL’s juridiske kontor.