For et år siden lancerede reklamebureauet Just/Kidde en særlig afdeling med titlen Just/Kidde Enterprice. Ideen med afdelingen var at skabe en legeplads for en ny bureaustruktur, der kunne tage hensyn til de ændrede krav i tiden. De to bureauejere, Uffe Just og Carsten Kidde, havde indset, at der ikke længere var brug for de traditionelle bureauer, der kun leverede kommunikation og ikke var med til at skabe de produkter og ideer, der skulle markedsføres.
– Vi kunne se, at med mindre vi begyndte at tænke radikalt anderledes, ville vi blive reduceret til ordrespeditører, siger Uffe Just, der understreger, at et reklamebureau er vant til at arbejde med kommunikation og tænke i markeds- og målgrupper. Derfor var det naturligt, at kommunikation skulle være udgangspunktet for det nye bureau.
– Nu tager vi konsekvensen af den erkendelse og åbner et nyt forretningskoncept, hvor hele virksomhedens produkt- og forretningsudvikling skal drives af kommunikation og bureauets medarbejderne skal arbejde på tværs af den traditionelle arbejdsdeling. Den nye arbejdsmetode skal skabe produkter, der fra begyndelsen har en naturlig baggrund for at blive markedsført og solgt. Det nytter ikke noget, at man laver en integreret og kreativ kampagne, hvis produktet aldrig har haft potentialet til at blive markedsført, siger Uffe Just.
Han mener, at grunden til at de fleste nye varer ikke overlever på markedet, handler om, at man ikke har gennemtænkt om produktet kunne kommunikeres. I dag er det afgørende for en virksomhed, at den fungerer som en helhed. Hele virksomhedens identitet skal drive de enkelte brands og det er ikke længere et brand, der skal drive en virksomhed. Det har tidligere været vanskeligt for reklamebureauer at influere på strategi, nye produkter og forretningsudvikling hos virksomhederne, da de udelukkende var forbundet med kreative kampagner.
– Men internettet og hastigheden af produktdøden har rystet den traditionelle forretningsstruktur. De virksomheder som ikke besidder viden om, at kommunikationen er hele fundamentet for den nye økonomi, står overfor en svær tid i spillet mellem on-line og off-line aktiviteter, siger Uffe Just, der mener, at de fleste virksomheder dermed er tvunget til at søge nye distributions- og kommunikationskanaler for at nå målgrupperne.

NY ARBEJDSDELING
Som en del af arbejdet med en ny bureaustruktur har Just/Kidde vendt op og ned på den traditionelle arbejdsdeling på en opgave med briefing til projektleder videre til AD’er og rentegning tilbage til kunden.
– Vi arbejder i teams, der forstår den verden, som kunden eksisterer i. Derfor består bureauet nu af helt andre personligheder end tidligere. Fx har vi ansat en kulturgeograf og en semiotiker, men vi kunne også have ansat en kok eller en præst, hvis opgaven krævede de kompetencer, siger han.
Just/Kidde har også gjort meget for at ansætte medarbejderne, der kan arbejde sammen i teams, hvor projektledere lige så godt kan komme med den gode ide som de kreative. En anden målsætning er at skabe senior teams med tre-fire forskellige kompetencer, der kan vende problemstillingen på nye måder.
– På den måde håber vi på at undgå alt for mange briefings og papirarbejde som misforstås eller glemmes, siger Uffe Just, der understreger, at bureauet vil sætte fokus på den gode ide fremfor den traditionelle ide, der ofte tager udgangspunkt i upålidelige undersøgelser og antagelser om illoyale forbrugere.
– I den normale arbejdsproces om at skabe ideer laver man ofte et kæmpe forarbejde med undersøgelser for at sikre, at man har lagt den rigtige vinkel. Efter alle testene er man ikke blevet meget klogere, for troværdigheden i undersøgelserne kan tit ligge på et meget lille sted. Derfor vil vi i stedet satse på at tage en hurtig, men velovervejet beslutning, der skal bygge på erfaringer og kendskab til markedet, siger han.

LøBER EN RISIKO
I arbejdet med at integrere den nye tænkemåde har Just/Kidde i det seneste år henvendt sig til deres kunder for at forklare deres nye strategi. Tilbagemeldingen har ifølge Uffe Just været meget positiv, selvom det ikke er alle som er gået med på ideen. Indtil videre er bureauet i gang med opgaver på nye arbejdsmetoder for en tredje del af de faste kunder. Resten af bureauets kunder overvejer stadig, hvordan de mere utraditionelle måder at løse opgaver på skal fungere med deres kommunikation. En anden væsentlig forskel i den nye opbygning er selve afregningen mellem bureau og kunde.
– Det er klart, at vi ikke kun kan afregne på traditionel vis med timer eller efter mediespending som i gamle dage. Nu er aftalerne vidt forskellige og bygger på nogle fastlagte mål om fx kendskab eller salg, der skal tilpasses fra gang til gang. Vi løber en risiko, for når vi ikke målene, bliver det billigere. Selvfølgelig kan vi også ende med at tjene flere penge, hvis vi når vores mål. Men den nye afregning stiller også større krav til os som reklamebureau og så er det sjovere, siger Uffe Just.
Inden for bureauet har man i et år arbejdet på at skabe og søsætte ideer uden en egentlig kunde. Ideen hænger sammen med den måde, man godt vil se det nye bureau på. Nemlig som et bureau, der ser huller i markedet og udfylder dem. Resultatet er fire dotcom-projekter, som alle er skabt ud fra et hul i markedet og ud fra tanken om, at det er kommunikationen, der skal drive produktionen. Det første projekt af den type bliver lanceret i midten af næste måned.
– Udvikling og produktion tager ikke højde for at varen også skal kommunikeres og derfor overlever de fleste produkter ikke mere end et par år på markedet. Som reklamebureau har vi kendskabet til markedet og hvad der kan kommunikeres. Tiden er forbi for produkter, som ikke kan markedsføres på trods af umiddelbare produktfordele, siger Uffe Just.