Hvordan kommunikerer vi til folk, der hverken læser annoncer, ser tv, bruger Facebook eller taler sproget, for den sags skyld? Det spørgsmål stillede Røde Kors til bureauet Konstellation i forbindelse med åbningen af en ny sundhedsklinik for udokumenterede migranter.

– Vi synes at sundhedsklinikkerne, politik til side, var et meget sympatisk projekt fra Røde Kors. Uagtet sygesikringskort skal folk jo have hjælp. Og så var det jo også en spændende udfordring, kommunikativt, udtaler Thomas Pries, kreativ Direktør og partner hos Konstellation.

Røde Kors’ målgruppe er i dette tilfælde migranter uden papirer, der undgår normale hospitaler af frygt for deportering. De taler alverdens sprog, dog fortrinsvis rumænsk, polsk og arabisk. Et andet fællestræk er deres typiske levebrød: nemlig pantsamling.

– Som menneske afkoder vi jo typisk kun den del af byrummet, vi forventer at forstå, så plakater og lignende synes at være udelukket. Efter et stykke tid fandt vi dog et fælles fikspunkt: Pantsamlernes øjne fæstnede sig, naturligt nok, ét sted hver gang: Ved pantmærkerne. Derfor var dåserne det oplagte sted at kommunikere, udtaler Konstellations kreative team, Benjamin Bang og Morten Grubak.

Den konkrete løsning blev stickers med information, placeret omkring selve pantmærkerne, hvorefter dåserne blev spredt over byen af frivillige, på forskellige pantsamler­hotspots, som en alternativ direct mail.

Her fandt migranterne information på deres sprog (rumænsk, polsk, arabisk og engelsk) og en 1919 tekst­service med yderligere info om åbningstider og adresse.

Om den helt alternative tilgang, siger Røde Kors:

– Vi har været rigtigt glade for det utraditionelle initiativ, som har været med til at gøre målgruppen for klinikken opmærksom på tilbuddet. Udover det, er det jo også en spændende, og økonomisk forsvarlig kommunikations­kanal for os fremadrettet, siger Vibeke Lenskjold, projektleder for Røde Kors Sundhedsklinik.

En lille film om initiativet kan ses her.