Kommunikationsbureauet Damm Kommunikation med kontor i Sønderborg og afdeling i København, har ved årsskiftet øget sine kompetencer indenfor
kommunikationsrådgivning og public relations. Det er sket med etableringen af et advisory board bestående af tre
kendte erhvervsledere med en bred ledelses- og kommunikationserfaring.
Direktør Svend Aage Madsen, Forskerparken Syd, tidligere chefredaktør og adm. direktør på JydskeVestkysten,
Nils Thostrup, og fra 1. marts fhv. kommunikationsrådgiver Jørgen Pedersen (Jøp), skal fungere som Damm
Kommunikations rådgivere.
Etableringen af et advisory board sker ud fra ønsket om at udbygge og styrke kommunikationsrådgivningen overfor
virksomheder, institutioner og organisationer.
Damm Kommunikation ledes af Jens Michael Damm, der har en bred journalistisk og ledelsesmæssig erfaring, erhvervet gennem en karriere, der har vekslet mellem medieverdenen og erhvervslivet.