I dag kan man på Kommunikationsforum.dk finde en quiz med overskriften ”Aviskrigen: Tip en taber”. Det sjove ved quizzen er bare, at selv om det primært handler om Nyhedsavisens fremtid eller mangel på samme, og at spørgsmålene har en negativ undertone over for Nyhedsavisen, så mener flertallet af de ca. 220, der indtil videre har deltaget i quizzen, at Nyhedsavisen er den flotteste, den med den højeste standard, den mest velskrevne, og den med de bedste solohistorier af de tre nye gratisaviser – samtidig med, at de fleste så igen mener, at Nyhedsavisen vil blive krigens største taber og at den vil dø om et halvt år.
Udover det er der også spørgsmål som ”Hvem er den mest irriterende, arrogante og opblæste chefredaktør?” og her vinder Trads over de to andre med 62 pct.
Men hvorfor kaster Kommunikationsforum sig over Nyhedsavisen frem for f.eks. Dato fra Berlingske, der er den af de tre gratisaviser, der indtil nu har klaret sig dårligst.
– Vi har ikke noget i mod Nyhedsavisen som sådan. Quizzen er en slags survey for at se, hvad folk mener om avisen og gratisaviskrigen i det hele taget. Man kan sige, at ”problemet” med Nyhedsavisen er, at de selv har bygget så meget hype op omkring deres lancering, på en så arrogant måde, at det igen har skabt en masse branche-fnidder fnadder, siger redaktør Timme Bisgaard Munk fra Kommunikationsforum.dk og tilføjer:
– Nyhedsavisen har startet krigen, de andre gratisaviser er jo bare en slags kopi-produkter, derfor er det Nyhedsavisen, der er interessant også fordi vi ikke mener, at avisen lever op til alt det de lovede. pia