En stigende kundeefterspørgsel efter PR-services på tværs af landegrænser har gjort det oplagt at internationalisere.
Og som konsekvens er det knap 10 år gamle københavnske PR-bureau KommunikationsGruppen nu ikke længere kun dansk, men er trådt ind som det danske medlem af det internationale Eurocom Worldwide netværk. Det skriver KommunikationsGruppen i sit nyhedsbrev.
Et netværk der har partnerbureauer i 29 lande, 64 byer og med i alt 1.400 medarbejdere – derunder i alle vigtige europæiske markeder.
– Vi har arbejdet med løse partnere i blandt andet Sverige og Norge igennem nogle år, og det har for så vidt fungeret udmærket. Men vores kundesammensætning har ændret sig, og der er behov for integrerede PR-løsninger, som rulles ud i flere eller mange lande på samme tid, siger administrerende direktør Lisbeth Wirgowitsch, KommunikationsGruppen.
– Netværket gør det muligt for os at konkurrere direkte med de store internationale bureauers afdelinger i Danmark. Desuden får vi styrket vores knowhow og spændvidde, så vi kan tilbyde vores kunder endnu bedre løsninger inden for blandt andet B2B, consumer-PR og public affairs, siger Lisbeth Wirgowitsch.
Eurocom Worldwide blev etableret i 2002.
sm