Målet for Koncerthuset i DR Byen er at finde i alt fem sponsorer: to hovedsponsorer og tre såkaldte koncerthussponsorer.
Og med en netop indgået treårig aftale med PFA Pension er én af de sidstnævnte i hus. Det skriver dr.dk.
– Vi synes, at vi har nogle fantastiske rammer at tilbyde vores koncertgæster, men i ligeså høj grad dansk erhvervsliv, siger DR’s musikchef Leif Lønsmann.
Han fortæller, at det er moderne virksomheder med et socialt og kulturelt engagement, Koncerthuset gerne ser som sponsorer.
Sponsoratet giver blandt andet adgang til firmalogo på programmerne og mulighed for at benytte Koncerthuset til møder og kundearrangementer.
– Koncerthuset er et af de mest spændende og innovative venues for tiden. Den bedste arkitektur og høje akustiske kvalitet samt et vidtspændende program med både rytmisk og klassisk musik og events gør Koncerthuset til en superinteressant partner for PFA, siger direktør for Kommunikation & HR i PFA Pension, Søren P. Espersen til DR.
Koncerthuset kan have sponsorer, fordi det er en såkaldt indtægtsdækket virksomhed under DR og derfor drives på kommercielle vilkår.