Så er den gal igen med det irske luftfartsselskab Ryanair.
Denne gang er det det spanske kongehus, som er faret i blækhuset over en reklame, hvor et billede af dronning Sofia bruges til at sælge lavprisrejser til spanske rejsende. Det skriver campaignlive.co.uk.
Billedet i reklamen blev taget, da dronningen på et tidspunkt fløj med Ryanair til London for at besøge sin syge bror på hospitalet.
Og den går ikke – så efter en klage fra kongehuset har Ryanair nu undskyldt og tilbyder at betale 5.000 euro, svarende til omkring 37.000 kroner, til et velgørende formål efter dronningens valg.
Det er bestemt ikke første gang Ryanair har bragt sig i denne form for unåde.
Sidste år måtte selskabet hoste op med en klækkelig erstatning til den Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og ægteviv, modellen Carla Bruni for uretmæssigt at have brugt et billede af parret i en annonce.
Tidligere har også Polens tidligere premierminister Jaroslaw Kaczynski og den spanske ministerpræsident José Luis Rodriguez Zapatero optrådt ufrivilligt i luftfartsselskabets reklamer.
Ja, selv den tidligere svenske statsminister Göran Persson måtte se sig selv foreviget i en Ryanair-reklame med ordene: “Er det på tide at komme ud af landet?”
sit