Magasin står bag, når professionelle modeller, balletdansere, street dancers, kunstskøjteløbere og ishockeyspillere viser det tøj, vi skal have på, når vi igen kan nyde solen i Kongens Have eller en øl på bolværket i Nyhavn. Københavnerne bliver inviteret til mode og show på pladsen, som denne aften vil være udstyret med en scenografi, der aldrig er set magen til. Musikken leverer den nye stjerne Bryan Rice, som synger hittet No Promises.
Showet afholdes til fordel for AIDS-Fondet og slutter med fremvisningen en særlig kollektion af farverigt undertøj. Undertøjet sælges denne aften i Magasin af forskellige kendisser som Paw Henriksen, Bill Holmberg, Kaya Brüel og Stine Stengade, og overskuddet fra salget går til AIDS-Fondet.
– Publikum skal ikke forvente et traditionelt modeshow, men en anderledes totaloplevelse, fortæller Henrik Kaas, kommerciel direktør for Magasin. – Med kombinationen af skøjtebane, funky og underholdende koreografi og en scenografi med videoprojektioner som baggrund, får københavnerne mulighed for at få en oplevelse aldrig før set i København. Vi håber derfor selvfølgelig, at rigtig mange møder op.
Showet på Kongen Nytorv er på flere måder en nyhed. Dels er det første gang, Københavns Kommune har givet tilladelse til, at der afholdes et modeshow på byens fornemste plads, og dels er showet det første store arrangement, der afholdes på pladsen efter den omfattende renovering. pia