Offentlige og private partnere har investeret 25 millioner kroner i projektet MeetDenmark, der ved at forene landets største kongresbyer skulle vinde flere internationale kongresser til landet.
Wonderful Copenhagen har halvvejs gennem projektet gjort status, og alt tyder på, at investeringerne har båret frugt.
Ikke færre end 22 kongresser er vundet til afholdelse i København, Århus og Aalborg, og med dem forventes en omsætning på 550 millioner kroner – eller hvad der svarer til pengene 22 gange igen.
MeetDenmark er ejet i fællesskab af VisitDenmark, Wonderful Copenhagen, VisitAarhus, Syddansk Turisme og VisitAalborg. Sidstnævntes direktør Helge Søgaard er samtidig formand for MeetDenmark.
– Det er utrolig positivt, at de regionale kongresorganisationer arbejder sammen i et fælles salgsprojekt med internationalt sigte. Vi står stærkere i den globale konkurrence og spilder ikke energi på at konkurrere hinanden ihjel ved at gå efter de samme internationale begivenheder, siger hun.
Holdningen giver genlyd
– MeetDenmark betyder, at vi kan bruge endnu flere ressourcer på at vinde kongresser, hvilket er mere vigtigt end nogensinde, fordi vi i dag har en større kapacitet og den internationale konkurrence fortsat bliver skærpet, siger Wonderful Copenhagens kongreschef Steen Jakobsen.
– Sidste år vandt vi et rekordstort antal kongresser til fremtidig afholdelse i København. Og fem af de 32 vi vandt, kan tilskrives indsatsen i MeetDenmark. Projektets gode resultater taler for sig selv: Det betaler sig at investere i kongresser, fortsætter han.
Men det er ikke kun partnerne i projektet, der er tilfredse. En af de partnere, der troede nok på projektet til at finde muldvarpen frem var Fonden til Markedsføring af Danmark.
Her fra lyder formand Jørgen Tandrups kommentar:
– Store internationale begivenheder sætter Danmark på verdenskortet, og det er dejligt, at projektet allerede bærer frugt.
– Men da vi investerede fem millioner var det også fordi, vi vidste, at det kræver en målrettet og langsigtet indsats at få disse vigtige begivenheder hertil, og, at det kun kan lade sig gøre, hvis der er økonomisk opbakning, understreger Jørgen Tandrup.
Den største kongres, der indtil nu er vundet i regi af MeetDenmark, er en kongres om bæredygtig energi, der skal afholdes i København i 2012 med en forventet omsætning på 136 millioner kroner.