Rådet for Større Færdselssikkerhed er i fuld gang med at forberede en kampagne mod spritbilisme, der først løber af stabelen i 1998.
Rådet har inviteret reklamebureauerne Egeberg, Bates og Raffinaderiet til at deltage i det der kaldes en “betalt og uformel bureaukonkurrence“.
Projektleder i Rådet for Større Færdselssikkerhed Knud Flensted fortæller, at man er ude i så god tid fordi kampagnen skal udvikles i samarbejde med en række lokale trafiksikkerhedsudvalg.
– Vi har valgt at invitere Bates og Raffinaderiet fordi de med succes har udformet fælles kampagner for os tidligere, siger han og hentyder til Bates’ “Dr. Driver“-kampagne mod unge spritbillister og Raffinaderiets “Rødt Kryds“-kampagne.
– Egeberg har vi taget med, fordi de har løst Sundhedsstyrelsens seneste alkoholkampagne. Der har målgruppen været de lidt ældre, og det er netop den målgruppe 1998-kampagnen vil ramme.
Knud Flensted forklarer, at Rådet for Større Færdselssikkerhed selv står for indkøb af filmproduktion, tryk og media, og derfor kun ønsker at købe kreativt arbejde og projektstyring af det vindende bureau. Dermed kommer den andel af budgettet, der tilfalder bureauet ikke op på den grænse der kræver, at budgettet skal i licitation efter EU’s regler om offentligt udbud.
– Vi får langt mere ud af vores penge på den måde, fordi vi blandt andet kan købe tryksager billigere end bureauerne kan, siger han.
Knud Flensted kan ikke fortælle hvad kampagnens endelige budget ender på, men han anslår at det vindende bureau vil kunne omsætte 500-600.000 kr., der til gengæld er rent tidsforbrug.
Markedsføring anslår at kampagnens samlede budget vil ligge på omkring 4-5 mill. kr.