Det er overtrædelse af restaurationsloven at få markedsføringstilskud til eneretsforhandling, og ifølge den ny konkurrencelov vil det fra 1. juli betyde en bøde allerede første gang, Konkurrencestyrelsen opdager misbrug af dominerende stilling, oplyser økonomi- og erhvervsministeren.
– Folk har for åben skærm mere eller mindre erkendt, at markedsføringstilskud er givet i forbindelse med eneretsforhandling. Det er en klar overtrædelse af loven, hvis det er sket, men jeg ved ikke, om det er sket, siger Bendt Bendtsen til www.markedsforing.dk. Han tilføjer, at myndighederne – politi og konkurrencemyndigheder – vil se på sagen.
SF havde kaldt den konservative erhvervsminister i samråd i erhvervsudvalget torsdag 30. maj. Jørn Jespersen (SF) glæder sig over, at Bendt Bendtsen erkender problemet. Han håber, at Konkurrencestyrelsen rekvirerer bryggeriernes lister over udbetalte markedsføringstilskud og sammenligner dem med de pågældende restauranters og cafeers udbud af konkurrerende produkter.
– Vi sætter fokus på unfair konkurrence mellem de store og små inden for den danske fødevaresektor og hvordan det slår igennem i forhold til forbrugernes valgfrihed i detailhandelen. Vi har tidligere haft fat i mælk og kød, og nu er det øl. Der kommer flere sager sommeren over, slutter Jørn Jespersen.
Et notat fra Økonomi- og Erhvervsministeriet fastslår, at det er konkurrencemyndighederne, som har bevisbyrden for, at en virksomhed misbruger sin dominerende stilling.