Konkurrencerådet godkendte i dag Morgendistribution Danmark efter, at Post Danmark og 365 Media Scandinavia har afgivet væsentlige tilsagn, der fjerner de konkurrenceproblemer, samarbejdet ellers ville medføre. Uden tilsagnene ville samarbejdet kunne styrke Post Danmarks dominerende stilling på markedet for distribution af adresseløse forsendelser og dermed hæmme konkurrencen betydeligt, skriver Konkurrencerådet i en pressemeddelelse.
Hos Morgendistribution Danmark er adm. dir. Per Friis glad for Konkurrencerådets godkendelse:
– Nu kan vi endelig forsyne danskerne med f.eks. gratisaviser og tilbudsaviser til morgenkaffen. De nye gratisaviser har tydeligt vist, at der er et marked for husstandsomdeling på det tidspunkt af døgnet, og dermed har stifterne af Morgendistribution Danmark set rigtigt.
En af selskabets første opgaver bliver husstandsomdeling i regionerne omkring København, Århus og Odense af Nyhedsavisen fredag den 6. oktober.
Medvirkende årsag til Konkurrencerådets godkendelse var, at Post Danmark og joint venturet holdes adskilt, og at Post Danmark ikke giver joint venturet særlige fordele eller udveksler ydelser på vilkår, der vil skade konkurrencen på markedet. Det sker bl.a. ved, at Post Danmark ikke kan overføre særlige ressourcer som f.eks. nøgler og kundedatabase til joint venturet.
Tilsagnene fra Morgendistribution Danmark sikrer også, at Post Danmark ikke anvender joint venturet til at udføre aktiviteter, der i kraft af Post Danmarks dominerende stilling, vil være i strid med konkurrenceloven. Det sker ifølge Konkurrencerådet bl.a. ved, at joint venturet skal overholde visse mindstepriser og kun kan indgå kundeaftaler af kortere varighed.
Godkendelsen fremkalder en skarp reaktion hos Danske Dagblades Forening (DDF), der vil have transportminister Flemming Hansen (C) til at gribe ind.
– Det kan ikke være rigtigt, at et 75 procent statsejet selskab som Post Danmark kan være med til at skabe særligt gode vilkår for et nyt blad, som kommer på markedet. Vilkår som betyder, at andre ikke kan blive distribueret af selskabet, siger administrerende direktør Ebbe Dal til Ritzau. peng