I forbindelse med Konkurrencestyrelsens igangværende undersøgelse af reklame- og mediebranchen retter styrelsen nu også øjnene på Gallup, der ligger et led længere ude end de tre traditionelle led i fødekæden, som består af bureauer, annoncører og medier.
Konkurrencestyrelsens nye melding kommer efter, at mediabureauerne i sidste nummer af Markedsføring angreb Gallup for at køre AdFacts, deres opmåling af reklamespending som “cool business“ og samtidig betegnede det som “et kæmpe problem“, at det største analyseinstitut herhjemme efterhånden har fået enestatus på stort set alle måleenheder for medie og annonceindekser.
– Vi synes, at det lyder interessant, og det vil indgå i den undersøgelse af markedet, som vi er i fuld gang med, siger Christophe Frosell, fuldmægtig i Konkurrencestyrelsen.
Han oplyser, at Konkurrencestyrelsens fokus på afregningsformerne i reklame- og mediebranchen kommer efter et par sager som f.eks. TV2-sagen og sagen om Ejendomsavisen, hvor reglerne for fri konkurrence har været overtrådt.
Konkurrencestyrelsen har i de sidste par uger udsendt et spørgeskema om afregningsformer og konkurrenceforhold til en række bureauer og medier på markedet. Tilbagemeldingerne skal være med til at der udarbejdes en række interne retningslinier for området.
– Vi har snakket med mediabureauerne før, men de har ikke omtalt problemet med Gallup for os. Derfor vil vi nu tage kontakt til både Gallup og mediabureauerne for at høre hvordan de forholder sig til den skitserede situation. Det som vi kigger mest på, er om der er nogle som bliver udelukket. Det er ikke imod reglerne om fri konkurrence, at Gallup har fx Indeks Danmark, for Gallups aftaler omkring licitationen er skabt på konkurrerende vilkår. Men det kan være imod reglerne, hvis de fx laver en konvergensdatabase, siger Christophe Frosell.
DRRB ER IKKE TILFREDSE
Selvom brancheforeningen DRRB, Danske Reklame og Relationsbureauers Brancheforening, har været med til at lægge Indeks Danmark licensen hos Gallup, da man for et år siden sendte måleindekset i udbud, mener direktør i DRRB, Finn Kern, at der er en nærliggende risiko for, at der opstår en monopollignende situation på markedet for de store måle- og analyseenheder, når der er så få udbydere af den slags måleredskaber.
– I et lille land som Danmark er der ikke mange som kan løfte en opgave som Indeks Danmark. Vi har haft en udbudsrunde og fået prissat indekset rimeligt i forhold til kvalitet og til hvordan forholdene er i udlandet, siger Finn Kern, der mener, at der er stor risiko for, at Gallup vil få monopol-status på de store indekser.
– Det er ulykkeligt, at man kan blive nødt til at lægge alle æg i en kurv. Vi skal, så vidt vi kan, undgå den situation. Selvom der bliver monopol, må vi hele tiden se på prisen, for vi må finde os i, at der er få udbydere, men det er vigtigt, at prisen ikke udvikler sig urimeligt i kraft af, at nogle har monopol, siger Finn Kern, der mener, at det er op til de andre udbydere, at der bliver en god konkurrence.
Med hensyn til problemstillingen omkring Adfacts, som ifølge mediebureauerne bliver kørt som cool business, da der ikke er konkurrence på området, er DRRB heller ikke tilfredse.
– Vi mener ikke, at prisen er hensigtsmæssig, når vi fx sammenligner med forholdene i Norge og Sverige, og derfor har vi taget kontakt til Gallup for at få en dialog i gang om prisen, siger Finn Kern, der ikke vil udelukke, at der kan komme en konkurrent på området.