Det er ikke lykkedes Konkurrencestyrelsen at finde beviser for, at de to medieselskaber Egmont og Aller skulle koordinere deres rabatter.
Konkurrencestyrelsen foretog i februar et kontrolbesøg hos de to mediehuse, som allerede dengang afviste, at en koordinering skulle foregå. ”Prislisterne ser ud, som de har gjort i mange år. Men et er prislister, noget andet de individuelle forhandlinger”, lød forklaringen dengang fra de to mediehuse.
I sidste uge meddelte Konkurrencestyrelsen de to mediehuse, at man har lukket sagen.
– Vi havde en formodning om noget var galt og den formodning blev altså ikke bekræftet. Derfor lukker vi nu sagen, siger Finn Porsborg, kontorchef i Konkurrencestyrelsen
Interessen for de to mediehuses rabatter kom på grund a f en fuldstændig identisk struktur, når det handler om rabatter inden for mængde, sæson og new bizz. Eneste forskel er navnene på nogle af rabatterne. Mens mængderabatterne blandt Allers ugeblade hedder ”Small big deal” og ”Big big deal”, kalder Egmont deres rabatsystemer ”Kampagne Plus” og ”Lyn Kampagne”. Indholdet af de to rabatter er det samme. Samme tendens går i igen med sæson-rabatter, som hos Egmont hedder ”Sommer- og vinterrabat”, mens det hos Aller slet og ret hedder ”Sæsonrabat”. Perioderne og de enkelte rabatter er de samme.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til Konkurrencestyrelsens afgørelse fra adm. dir. i Egmont Magasiner, Kjeld Lucas, eller adm. dir i Aller Press, Pål Thore Krosby.