Til daglig er konkurrencen skarp mellem webbureauer og it-konsulenthuse, men hver tredje uge fremover vil den konkurrence blive suspenderet, når der i stedet skal udveksles erfaringer i User Experience Group Denmark.
Det er manglen på et reelt netværk for user experience-professionelle, der har fået Klaus Bundvig fra 1508 og Klaus Silberbauer fra Creuna til at stifte netværket.
– Da min navnebror og kollega i 1508 ringede og fremlagde sin idé om et professionelt netværk, fandt jeg den straks tiltalende. I lande som England er det ganske normalt, at designmiljøet mødes uden for arbejdstid og lader sig inspirere af hinanden, siger Klaus Silberbauer, som er leder af Creunas User Experience-team.
Videndeling
Ud over de to digitale bureauer 1508 og Creuna, vil førende bureauer og konsulenthuse inden for digital kommunikation og user experience blive inviteret til at deltage. Og kodeordene vil være deling af viden og faglighed.
– I en internet-verden, der mere og mere handler om åbenhed og videndeling, skal konkurrenter også kunne mødes og udveksle erfaringer, siger Klaus Bundvig, som er informationsarkitekt i 1508.
Og for at sikre, at det er det eneste, som bliver udvekslet, vil der være en gentleman-agreement om ikke at gå på hugst blandt hinandens kunder og kolleger.
De to stiftere har en vision om, at et medlemskab af User Experience Group Denmark skal kunne fungere som bevis på fagligt engagement inden for netværkets interesse-sfærer.
sm