Tomme butikslokaler og erhvervsdrivende, der kæmper en indædt kamp for at hænge i endnu en måned, er finanskrisens præg på gadebilledet, og butiksdøden breder sig som en smitsom sygdom, skriver Jyllands-Posten.
Hver fjerde butik er i fare for at lukke, og særligt områder på landet er nu ramt.
– Der er enorme udfordringer, som detailhandlen slet ikke er ved at omstille sig til. Det får store konsekvenser ude i provinsen, hvor vi får mange butiksløse gader og butiksløse byer. Spørgsmålet er, om vi kan tillade os at lade som ingenting, siger direktør Bruno Christensen fra konsulentvirksomheden Detailhandels Promotion til Jyllands-Posten.
Ifølge hans vurdering vil der være 10.000 butikker færre på landsplan om otte år. Og det sker blandt andet, fordi discount- og e-handelskonkurrencen er benhård.
Berlingske