– Kigger vi på firmaer, der er beskæftiget med design af internetsider, tælles de i hundredevis. Mange af dem vil gå neden om og hjem. De nedskæringer, vi har set hos de store internationale spilleres som Framfab og Icon Medialab, er kun starten. Det er den store lugemaskine, som er gået i gang, siger Lars Torpe Christoffersen fra Tele Danmark Internet (TDC Internet) til Jyllands-Posten.
Ifølge Torpe Christoffersen er det begyndelsen på en teknologisk isvinter, der vil fortsætte de næste seks til ni måneder. Specielt to områder vil ifølge Torpe blive skyllet med i den store kommende konkursbølge: Dels firmaer som lever af at rådgive om internet og designer internetsider for erhvervslivet. Dels de rene internetudbydere.