En veritabel massedød breder sig i vækstlaget af dansk erhvervsliv. De mindre danske virksomheder kvæles langsomt af mangel på ordrer og likviditet, og det vil efter alt at dømme resultere i et rekordhøjt antal konkurser i år, vurderer en række kilder over for dagbladet Børsen. Til og med august i år har 4.480 danske virksomheder drejet nøglen om, viser tal fra Danmarks Statistik.
Konkursbølgen har især ramt de mindre virksomheder med en omsætning under 15 mio. kr. De tegner sig således for over 90 pct. af konkurserne. Hos det internationale kreditvurderingsfirma Experian er vurderingen, at yderligere 1.500-2.000 virksomheder vil gå konkurs, inden året er omme. Næste år ser det ligeledes dystert ud. ”Der er ikke nogen tal, der understøtter, at konkurstallet vil falde i 2011,” siger Christoffer Spangenberg, adm. direktør i Experian Danmark.
Borsen.dk